Print
Oplevelser

Blåplettet pigrokke i udstillingen

I Kattegatcentrets udstilling er det nu muligt at se en af de smukkeste tropiske rokkearter der findes – nemlig den blåplettede pigrokke (Taeniura lymma).

Rokken er netop sat ud til skue efter nogle måneder i karantæne.

Den blåplettede pigrokke er en af de mindre pigrokkearter (max. diameter på 30 cm) og er vidt udbredt i kystnære områder i Stillehavet, Indiske ocean samt Rødehavet.

Det er hensigten at skaffe flere individer, da det er et stort ønske at opdrætte arten. Derved kan de indgå i det internationale opdrætsprogram og -samarbejde inden for offentlige akvarier der foreligger for den blåplettede pigrokke.


Giftpig

Alle pigrokkearter har en giftpig på oversiden af halen.

Giften er en smertegift, som ikke er dødelig, men giver ubehag. Giften er varmefølsom og kan nedbrydes i varmt vand.

Et stik af piggen kan sammenlignes med et knivstik. Jo større rokken er, jo større er piggen også. Det er længden af piggen, der er farlig. De største pigrokker kan give et dybt stik på op til 35 cm. Giften i piggen er med til at forværre smerten.

Pigrokker bruger piggen som forsvar, når de føler sig truet. Rokken slår ud med halen, og piggen skydes frem mod fjenden.