Køb billet online & spar
Fjæsing

Fjæsingen er havets hugorm

Bliv klogere på fjæsingen, der bag sit smukke ydre gemmer på en giftig hemmelighed.


Fjæsingen er en bundfisk

Den almindelige fjæsing (Trachinus draco) er en flot fisk med lyst blålige aftegninger henover kroppen. Den har en langstrakt krop, flad bug og opadvendte øjne, der viser, at fjæsingen er tilpasset et liv på havets bund. Det meste af dagen ligger fjæsingen nedgravet i sandbunden, så kun øjnene stikker op og fjæsingen er helt skjult. Fjæsingen er nemlig mest aktiv om natten, hvor den jager.

Fjæsingen lever i det danske farvand, det østlige Atlanterhav, Middelhavet og Sortehavet. Det meste af året lever fjæsingen på dybere vand, men fra juni-august søger den ind på det lavere vand og findes her på en dybde mellem 1-30 m.

Du har ikke lyst til en badetur med fjæsingen

Fjæsingen virker måske som en meget uskyldig bundfisk, men du har alligevel ikke lyst til at møde den på din badetur. Kigger man efter, kan man næsten se på fjæsingens hemmelighedsfulde ansigtsudtryk, at den gemmer på et smertefuldt trick. Fjæsingen er nemlig giftig, og hvis man møder den, kan det blive en smertefuld omgang.

Fjæsingen er havets hugorm

Om dagen ligger fjæsingen nedgravet i sandbunden, hvor kun øjnene stikker op. Det kan være et problem for mennesker, for hvis man er ude at bade, kan man komme til at træde på en fjæsing, og dét har man ikke lyst til! Fjæsingen bliver kaldt for havets hugorm, da den er giftig. På de øverste stråler i rygfinnen og på hvert gællelåg, sidder der giftpigge fyldt med dragegift (dracotoxin). Fjæsingen bruger udelukkende giftpiggene til at forsvare sig med, men den kan også blive bange for et badende menneske. Fjæsingen løfter rygfinnen og spiler gællelågene ud til hver side, så de skarpe pigge er klar til at stikke.

Stikket kan være meget smertefuldt, give svimmelhed, feber og ledsmerter. Det skal behandles hurtigt, og man bør søge læge. Giften indeholder et protein, der nedbrydes ved høje temperaturer. Derfor er det bedste råd at behandle et stik med 45-50 ˚C varmt vand for at nedbryde giften. Selv et stik fra en død fjæsing kan være giftigt, og derfor er det også sjældent, at man ser fjæsingen som føde i maven på andre fisk.

Der findes få giftige fisk i de danske farvande.

Læs mere om en anden giftig, dansk fisk - nemlig pighajen

Læs mere om verdens giftigste fisk her - nemlig stenfisken

Fakta om fjæsingen

Størrelse:


Max. 53 cm

Føde:


Hvirvelløse dyr og små fisk

Habitat:


Sand- og stenbund, 1-150 m


Til toppen
Copyright Kattegatcentret 2024
Top Attraktioner Logo
Hovedsponsorer:
Djurslands Bank Grenå Havn
Når du besøger www.kattegatcentret.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til at forbedre funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om vores vilkår og betingelser på www.kattegatcentret.dk her