Køb billet online & spar
Nu skal du møde lidt af et fortidsdyr. Dolkhalen er så gammel, at det næsten ikke er til at forstå. Den opstod for omkring 445 millioner år siden, og den har stort set ikke ændret udseende siden. Bliv klogere på det fascinerende fortidslevn her!
Dolkhalen er et levende fossil
Dolkhalen levede før dinosaurerne opstod, før kontinenterne blev skabt, ja endda før der fandtes nogen som helst dyr på landjorden! Alt imens er dolkhalen forblevet stort set den samme og har næsten ikke ændret udseende de sidste 445 millioner år. Man kan finde forstenede dolkhaler, der ligner de nulevende arter på en prik!
Dolkhalerne er noget helt for sig
Dolkhalerne ligner måske mest en forvokset krabbe eller en omvandrende hjelm med hale. Dog er dolkhalerne slet ikke et krebsdyr, og de er derfor heller ikke beslægtede med krabberne. Dolkhalerne er nemlig noget helt for sig, og deres tætteste slægtninge er faktisk edderkopper og skorpioner.
Der findes i dag fire nulevende arter af de sære dolkhaler. Tre af dem lever i Sydøstasien, mens den atlantiske dolkhale (Limulus polyphemus), som du kan opleve i Kattegatcentret, lever langs Nordamerikas østkyster.
Dolkhalen har et ydre skelet
Dolkhalen har et hårdt skjold og en dolklignende hale. Skoldet fungerer som et ydre skelet, der beskytter kroppens bløddele.
Dolkhalens skjold består af to dele - forreste skjold ligner en hestesko og beskytter det meste af kroppen og de ti ben. Bagskjoldet beskytter gællerne og kønsorganerne.
På samme måde som krebsdyr, skifter dolkhalen skjold i takt med, at den vokser. Dolkhaler kan blive op til 25 år gamle, og hunnerne kan i den alder opnå en længde på mere end en halv meter.
Dolkhalens lange dolklignende hale kan godt ligne lidt af et våben, men dolkhalen bruger den kun som et værktøj til at flippe sig om på bugen, hvis den er endt på ryggen.
Dolkhalen har hele ti øjne
Dolkhalen har hele 10 øjne: 2 øjne, som er placeret på hver side af skjoldet, og 8 mindre øjne, som er fordelt på skjold, hale og sågar på undersiden. Øjnene er primitive og kan kun skelne lys fra mørke og
registrere ultraviolet lys.
Dolkhalen er en langsom kampvogn
Dolkhalerne kravler som langsomme kampvogne henover havbunden i søgen efter orme, muslinger og andet spiseligt. Deres mund sidder på undersiden, i midten af deres fem benpar.
Dolkhalerne er ikke specielt hurtige, men til gengæld er den hårde skal en god beskyttelse mod rovdyr. Dolkhalerne har stort set ingen fjender i havet, men når dolkhalerne er ved kysten – fx for at yngle – så er fugle en trussel. Hvis en dolkhale vender på ryggen, er den meget sårbar og en lækkerbisken for kystens fugle.
Dolkhaler går på land for at yngle
Når dolkhalerne skal yngle, kravler de på land. Det sker i maj måned ved fuldmåne hos den atlantiske dolkhale, og her kan man se dolkhalerne komme op i strandkanten i tusindvis.
Hannerne hægter sig på hunnernes bagparti. Hunnerne graver små fordybninger i sandet, hvor hun lægger sine æg. Hannerne sidder så fast bagpå og er parate til at befrugte æggene og grave hullerne til igen.
Man kan se forskel på hanner og hunner ved, at hannerne har et par boksehandske-klosakse på det forreste benpar, som de bruger til at hægte sig på hunnerne med. Flere hanner kan finde på at hægte sig på hinanden i én lang række som et futtog, fordi de tror, at hannen foran dem er en hun.
Dolkhalens æg er runde og grønne og ligger i vandkanten. Dolkhalen er godt beskyttet mod rovdyr, men dens æg er nem mad for kystens fugle og fisk. Få af æggene vil dog overleve, klække og blive til nye dolkhaler.
Dolkhalen har blåt blod i årerne
Dolkhalen har blåt blod i årerne, modsat os mennesker og de fleste andre hvirveldyr, der har rødt blod. Vi har rødt blod i årerne, fordi vores blodlegemer indeholder jern, der bliver rødt, når det bliver iltet. Jernet indeni blodlegemerne er bundet til et protein, som hedder ‘hæmoglobin’.
Dolkhalens blodlegemer indeholder derimod ‘hæmocyanin’, og her er det ikke jernmolekyler, men derimod kobber, der hjælper med at binde ilten. Når kobber bliver iltet, bliver det blåt.
DOLKHALENS BLÅ BLOD GØR DIN VACCINE SIKKER
Forskere i 1950’erne fandt ud af, at dolkhalens blod er noget helt specielt. De fandt nemlig ud af, at blodet indeholder en type celler, der hedder amøbocytter. Cellerne er specialister i at finde bakterier og indkapsle dem, før de kan nå at inficere og skade dolkhalen.
Da forskerne opdagede, at blodets særlige egenskaber også kunne udnyttes i medicinalindustrien, opstod der hurtigt en kæmpe industri omkring dolkhalerne. I USA alene samler dolkhale-fiskere hvert forår 500.000 dyr op, som de fragter til særlige laboratorier, hvor dyrene bliver tappet for deres værdifulde blod.
Efter tapning udvindes amøbocytterne i dolkhalens blod, som herefter bruges til at fremstille et særligt test-præparat kaldet ”Limulus amøbocyt lysat (LAL) test”. Det er et krav at al medicin, der skal sprøjtes direkte ind i kroppen, er sterilt og det testes næsten altid med LAL-testen.
Når amøbocytten finder en bakterie, danner den en geleagtig masse rundt om bakterien, der på den måde bliver fanget. Det er netop den mekanisme, medicinalindustrien udnytter i LAL-testen, der lynhurtigt kan vise, om et parti vacciner, insulin eller anden medicin indeholder bakterierester. Så hver gang du fx bliver vaccineret, kan du sende dolkhalen en varm tanke.
I USA tappes de atlantiske dolkhaler for en tredjedel af deres blod – cirka 60 milliliter - og sættes derefter ud i havet igen. Det er dog usikkert, hvor mange dolkhaler, der efterfølgende overlever, og hvor mange, der går til.
Et forhøjet blodtryk mod dolkhaler
Det presser dolkhalerne, at de bliver tappet for blod. Men i USA er der reguleringer for, hvor mange dolkhaler, der må tappes, og hvor meget blod, der må tappes. Faktisk er det en større trussel mod den atlantiske dolkhale, at fiskeindustrien bruger den som madding.
De tre andre arter af dolkhaler, der lever i Asien, er dog under et stort pres. Der er nemlig et enormt forbrug af dolkhaler i Kinas medicinalindustri, og her tappes dolkhalerne fuldstændigt for blod, så de ikke overlever.
Oplev dolkhaler i Kattegatcentret - som det eneste sted i Danmark
Kom og oplev de forhistoriske særlinge helt tæt på i Kattegatcentret. Vi er nemlig de eneste i Danmark, der har dolkhaler, og faktisk er vi et af de første akvarier i verden, der har avlet flere dolkhaler ved hjælp af kunstig befrugtning.
Læs mere om Kattegatcentrets opdræt af dolkhaler - og giv en donation
