Køb billet online & spar
Spættet sæl (Phoca vitulina) i Kattegatcentret.
Spættet sæl

Spættet sæl: Mit sul er cool!

Den spættede sæl (Phoca vitulina) er en rigtig tyksak, og det er kun godt. Den bruger nemlig ikke pelsen, men spækket til at holde varmen med. Og varme har man altså brug for, når man lever i vandet på den nordlige halvkugle!

Sælen skal holde sig varm, fordi det er et varmblodet pattedyr, ligesom os mennesker. Det er til forskel fra fx fisk, der er koldblodede, og som derfor har den samme temperatur, som det omgivende vand.

Hvis du har set en sæl, er det nok den spættede sæl

Den spættede sæl er den mest almindelige sælart i de danske farvande. Den hører til gruppen af ægte sæler (Phocidae), som er kendetegnet ved, at de ikke har et ydre øre og ikke kan føre forlufferne ind under kroppen ligesom søløverne.


Helt fra fødslen har den spættede sæl en lysegrå bundfarve med uregelmæssige, sorte pletter. Den bliver ikke nær så stor som gråsælen, men den kan dog snige sig op på cirka 2 meter.


Den spættede sæl er ikke et kvabset drog

Spækket gør på ingen måde den spættede sæl til et kvabset drog. Faktisk er den i vældig god form og kan holde vejret i cirka 10 minutter under vandet – nogle gange endda i længere tid! Dens blod kan nemlig oplagre en hel del ilt, og pulsen kan let nedsættes til 1/10 af det normale.

Den spættede sæl er en rigtig vandhund

Den spættede sæl kan virke akavet på land, hvor den må møve sig frem. Men når sælen svømmer i havet, er den både lynhurtig og smidig! Sælerne er rovdyr og lever for det meste af fisk. De fanger almindeligvis deres bytte ved omkring 90 meters dybde, men de er faktisk observeret dykke helt ned til 427 meter!


Der skal mange fisk indenbords, for at holde det tykke lag spæk ved lige, og en voksen spættet sæl spiser 2-5 kg fisk om dagen afhængig af årstiden. Når det bliver efterår, skal sælerne gerne spise mere for at opbygge et tykt lag spæk til vinteren.


Når sælerne jager, bruger de deres store øjne og deres lange knurhår. Knurhårene er meget fintfølende og med dem kan sælen fx mærke bølgeslagene fra en fisk, der svømmer forbi.

Fed fløde er en sælvfølge for spættede sæler

Ligesom gråsælen, har den spættede sæl forsinket drægtighed. Efter parring i august går fosterudviklingen nemlig i stå indtil november, hvor udviklingen så sætter i gang igen. I juni/juli kravler hunnen på land for at føde sin unge, som hun de næste fire uger fodrer med sin omkring 50% fedtholdige mælk. Dét er lige noget for en sælunge, og ungens vægt øges med ca. 500-800 gram om dagen! På den måde får ungen hurtigt et tykt spæklag og efter 4-6 uger, begynder ungen selv at fange fisk og er parat til at klare sig selv.

Nogle sælarters unger er dækket af et lang dunet pels, som ikke er vandtæt, og de må derfor holde sig på land. Sådan er det dog ikke for de spættede sæler, som kan hoppe i vandet lige efter fødslen.

Spættede sæler i Kattegatcentret

I Kattegatcentret har vi to spættede sæler, som lystigt boltrer sig sammen med vores gråsæl i det store udendørs naturanlæg. Vi træner dem alle hver dag - og de er rigtig dygtige!

Læs mere om Kattegatcentrets sæler her

Se i dagens program, hvornår du kan opleve træning og fodring af sælerne

Fakta om spættet sæl

Vægt:

80-125 kg

Længde:

1,5-2 meter

Længde ved fødslen:

80 cm

Den spættede sæl måler ca. 80 cm ved fødslen.

Vægt ved fødslen:

8-10 kg

Den spættede sæl vejer mellem 8-10 kg ved fødslen.

Til toppen
Copyright Kattegatcentret 2024
Top Attraktioner Logo
Hovedsponsorer:
Djurslands Bank Grenå Havn
Når du besøger www.kattegatcentret.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til at forbedre funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om vores vilkår og betingelser på www.kattegatcentret.dk her