Bliv klogere på den mystiske, japanske koglefisk, der har selvlysende kinder og lidt ligner en grankogle.
Japansk koglefisk er en sky huleboer
Den japanske koglefisk (Monocentris japonica) ser ret sød ud med sin runde form og relativt store øjne. Det er en fredelig fisk, der også har et meget roligt udtryk, når den svømmer rundt i en lille stime med sine artsfæller. Den lever i havet omkring Asien samt østkysten af Afrika. Her lever den japanske koglefisk ved stenrev, hvor den gemmer sig, og den ses derfor sjældent.
Den japanske koglefisk er en mystisk fisk, som man ikke ved så meget om. Den er mest aktiv om natten, hvor den finder sin føde i form af dyreplankton, der er bittesmå dyr og yngel, der driver rundt i vandet.
Den Japanske Koglefisk har plader på kroppen
Den japanske koglefisks farve er grå-gullig, og den har ikke egentlige skæl. Kroppen er i stedet dækket af store, hårde hornplader. Hver plade har en sort rand, så de er tydelige at se, og det får fisken til at ligne en grankogle.
På hver hornplade, sidder der også en pig, så den japanske koglefisk er godt beskyttet mod fjender.

Den japanske koglefisk har selvlysende kinder
Den japanske koglefisk kan faktisk noget meget specielt, den har nemlig selvlysende kinder! Fisken har to lysproducerende organer, der sidder på hver side af underkæben. Hvert organ er fyldt med kolonier af den selvlysende bakterie Photobacterium fischeri, som fisken har en symbiose med.
Ingen ved med sikkerhed, hvorfor koglefisken svømmer rundt med selvlysende kinder, men der er forskellige teorier. Nogle mener, at koglefisken bruger lyset som lommelygte, så den bedre kan se om natten i de dybe, mørke huler, hvor den holder til. Andre mener, at den lyser op, fordi lyset tiltrækker det dyreplankton, som den lever af. På den måde kan koglefisken lokke mad lige ind i gabet på sig selv. Der er også nogle, der mener, at koglefisken lyser, for at kunne kommunikere med sine andre koglefiskevenner i stimen.