Lad dig ikke narre – bag påfuglesøknælerens spøjse og farverige udseende, gemmer der sig ikke blot et af dyreverdenens mest avancerede syn, men også et bokseslag så kraftigt, at den har fået en verdensrekord! Her kan du læse mere om påfuglesøknæleren - havets superdyr.
Søknælerne er krebsdyr, men de er hverken krabber eller rejer – og man kan uden tvivl sige, at de er noget helt for sig!
Der findes omkring 450 arter af søknælere, og de lever i store dele af verdens tropiske have. Påfuglesøknæleren (Odontodactylus scyllarus) er den mest spraglede af alle søknælerne, da den er dækket af alle regnbuens farver. Ofte er påfuglesøknælerne grønne med orange ben og små pletter.
Påfuglesøknæleren har et utroligt avanceret syn
Søknælerne har et spektakulært syn, og disse rejelignende krebsdyr har faktisk et af de mest avancerede syn på Jorden.
Søknælerne har facetøjne, der også kendes fra mange insekter. Facetøjne er en masse små øjne, der sidder op ad hinanden. Alle facetøjnene samarbejder og giver på den måde to store øjne. Facetøjnene sidder på stilke, og søknæleren har altså de bedste muligheder for at orientere sig i mange retninger på én gang.
Men søknælerens øjne skiller sig også ud på en anden måde, som gør dem helt unikke. I øjne er der nemlig det, man kalder for fotoreceptorer. Man bruger fotoreceptorerne til at opfange og sammensætte det billede, som vi kigger på. Mennesker har tre forskellige slags fotoreceptorer, der opfanger forskellige dele af farvespektrummet. Men søknæleren har – og hold nu fast – hele 12-16 forskellige slags fotoreceptorer. De kan derfor se farver og nuancer, som er usynlige for ikke bare mennesker, men også de fleste andre dyr! På den måde kan søknæleren se farver, som vi slet ikke kan forestille os. Søknælerne kan se UV-lys og også polariseret lys, hvilket ingen andre dyr menes at kunne se.
Påfuglesøknæleren har verdens kraftigste slag
Hvis der er et dyr, som du ikke vil i bokseringen med, så er det påfuglesøknæleren - for påfuglesøknæleren er indehaver af en slagkraftig verdensrekord. Den har nemlig evnen til at generere det kraftigste slag i dyreverdenen!
Hvor mange andre krebsdyr har klosakse på forlemmerne, så er påfuglesøknæleren i stedet udstyret med to små køller, der minder lidt om boksehandsker. Forlemmerne kan sendes afsted med en hel utrolig kraft på 23 meter i sekundet. Accelerationen svarer til hastigheden ved at affyre en pistol med en kaliber 22 kugle! Hastigheden på slaget er så hurtig, at man kun kan se det ordentligt, hvis man optager det i super slowmotion. Og det foregår altså i vand, hvor den høje densitet, gør bevægelse af objekter sværere end i luften.
Der er så meget kraft i søknælerens slag, at fysikkens love næsten ikke kan følge med. Slaget bevæger vandet så hurtigt, at der dannes en trykbølge lige i hælene på boksehandsken. Trykbølgen er ufattelige 4-5000 grader varm, hvilket svarer til overfladetemperaturen på Solen! Når trykbølgen kollapser, skabes der så meget energi, at der endda kommer en lille gnist.
Hvis ikke slaget, svarende til en pistols kraft, slår byttedyret ud, så vil den efterfølgende trykbølge uden tvivl endegyldigt gøre det af med byttet. Derfor kan påfuglesøknæleren nedlægge byttedyr, der både er større end den selv, men også byttedyr, der har et solidt panser såsom andre krebsdyr og muslinger.
Hvabehar for en krabat!