Helle Hegelund Knudsen tiltræder som ny direktør for Kattegatcentret den 1. december 2017 og skal dermed stå i spidsen for den snart 25-årige attraktion og realiseringen af en ambitiøs masterplan.
Når Kattegatcentret den første december får ny direktør, er det en kvinde med viden om både havets natur, ledelse og udvikling, der tager rorpinden. Helle Hegelund Knudsen har nemlig både en cand. scient. i biologi og en uddannelse i virksomhedsledelse (MBA), og så har hun mangeårig erfaring med ledelse og forretningsudvikling.
”Jeg glæder mig helt utrolig meget til at stå i spidsen for Kattegatcentret og til samarbejdet med både medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer. Jeg kender Kattegatcentret som et sted med fokus på seriøs formidling, spændende forskningssamarbejder og gode familieoplevelser, så jeg glæder mig meget til at tage fat på arbejdet,” fortæller Helle Hegelund Knudsen, kommende direktør for Kattegatcentret.
I spidsen for spændende udvidelse
Når den første kvindelige direktør i Kattegatcentrets historie tiltræder, er der allerede sat mange skibe i søen, som hun skal føre sikkert i havn. Den første etape af Kattegatcentrets ambitiøse masterplan, der omfatter en markant udvidelse med blandt andet et stort pingvinanlæg, er nemlig ved at blive realiseret.
”Kattegatcentrets masterplan er visionær og perspektivrig med fokus på både forskning, formidling og udvikling. Det bliver sjovt og udfordrende at være med til at udvide Kattegatcentrets imponerende palette af oplevelser med blandt andet pingviner og nye formidlingslaboratorier, når vi sætter turbo på realiseringen af første etape af masterplanen,” fortæller Helle Hegelund Knudsen.
Kattegatcentrets nye direktør ser også frem til samarbejdet med Norddjurs Kommune, hvor borgmester Jan Petersen, glæder sig over Kattegatcentrets valg.
”Kattegatcentret står foran store investeringer og med ansættelsen af Helle får vi en sikker hånd og spændende leder, som jeg er sikker på bringer Kattegatcentret sikkert i havn og med endnu flere besøgende de kommende år. Det tæller også med, at Helle har fagligheden som biolog i orden og erfaring i ledelse i både den private og kommunale sektor.”
En haj til udvikling
Helle Hegelund Knudsen kommer fra en stilling som Teknisk Chef og Koncernledelse i Skanderborg Kommune og har tidligere været leder i det rådgivende ingeniørfirma NIRAS, hvor hun blandt andet arbejdede med forretningsudvikling. Helle ser derfor også spændende perspektiver i Kattegatcentrets engagement i den lokale erhvervsudvikling og herunder udviklingsplanerne for Grenaa Havn, som hun mener også kan give spændende, nye muligheder for Kattegatcentret.
Og netop på Grenaa Havn, glæder man sig til at byde den nye direktør velkommen.
”Vi er i gang med at etablere et innovativt havnecenter og ser meget frem til at samarbejde med Kattegatcentret om udviklingen af aktiviteter på havnen,” fortæller Henrik Carstensen, direktør for Grenaa Havn.
Helle Hegelund Knudsen tiltræder som ny direktør for Kattegatcentret d. 1. december 2017.
FAKTA:
- Helle Hegelund Knudsen er 51 år gammel. Hun er uddannet cand. scient. i biologi fra Aarhus Universitet og har derudover en MBA fra Aarhus Universitet. Helle Hegelund Knudsen er bosat på Mols
- Helle Hegelund Knudsen kommer fra en stilling som Teknisk Chef og Koncernledelse i Skanderborg Kommune og har tidligere været blandt andet Business Unit Director i det rådgivende ingeniørfirma NIRAS
- Kattegatcentrets masterplan skitserer de kommende års udvikling i tre store etaper med udvidelser og revitalisering af eksisterende arealer. Masterplanens første etape er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond, Realdania og Norddjurs Kommune
- Helle Hegelund Knudsen overtager direktørstolen efter Bjarne Klausen, der har været direktør i Kattegatcentret siden 2013
Læs mere om Kattegatcentret her
Læs om Kattegatcentrets vision og mission