Kattegatcentret havde et rekordår i 2019 og blev kåret som Nordens Bedste Akvarium for fjerde gang i begyndelsen af 2020 – men så kom coronakrisen. Kattegatcentret slikker sine sår, og er med rygstød fra rigtig mange danskere nu mere end parat til at genåbne fredag den 29. maj.
Der skal meget til at ryste en 27 år gammel attraktion, men coronakrisen sendte lige som resten af verden Kattegatcentret ud i et stormvejr, og hele Danmarks Hajcenter har derfor været lukket siden 12. marts. Men efter de seneste udmeldinger fra myndighederne og opbakning fra rigtig mange danskere, glæder Kattegatcentret sig til endelig at kunne genåbne fredag den 29. maj kl. 10.
”Vi glæder os simpelthen så meget til igen at kunne åbne for gæster. De sidste mange uger har ikke været sjove, men vi er både rørte og utrolig taknemmelige over den kæmpe opbakning, der er strømmet ind fra både børn og voksne. Det har uden tvivl hjulpet os igennem den seneste tid, og nu glæder vi os bare til at kunne give igen for fuld skrue med alt det, vi er bedst til – nemlig at formidle om havets forunderlige verden,” fortæller direktør i Kattegatcentret, Helle Hegelund.
Rekordår og rekord-kåring
År 2020 startede ellers rigtig godt for Kattegatcentret, der gik ind i det nye årti med et rekordår bag sig. Med hele 155.273 besøgende blev 2019 nemlig det mest velbesøgte år siden 2009 – og i starten af marts måned blev Kattegatcentret kåret som Nordens Bedste Akvarium for fjerde gang. Men coronakrisen vendte op og ned på det hele.
”Vi har lige udgivet et rekord-regnskab for 2019, hvilket vi selvfølgelig glæder os meget over – ikke mindst nu, hvor vi frygter et millionunderskud i 2020,” fortæller Helle Hegelund.
Hun håber derfor, at folk vil huske at lægge vejen forbi hajerne.
”Vores økonomi er helt afhængig af vores besøgstal, så vi glæder os af hele vores hjerte til Kattegatcentret igen fyldes af glade børn og voksne, som kan blive bidt af havet, ligesom vi selv er. Vi kæmper for havet og håber, at rigtig mange har lyst til at støtte op om den vigtige sag,” fortæller Helle Hegelund.
Når Kattegatcentret genåbner fredag den 29. maj kl. 10, bliver de danske sundhedsmyndigheders anvisninger fulgt til punkt og prikke, men man kan stadig opleve Danmarks eneste sandtigerhaj og alle de andre flotte og finurlige havdyr samt fiske krabber i Kattegatcentrets udendørs lagune.
FAKTA
- Kattegatcentret genåbner for gæster fredag den 29. maj kl. 10
- I forbindelse med COVID-19 har Kattegatcentret været lukket siden 12. marts
- Kattegatcentret frygter et underskud på 4-6 mio. kr. i 2020, hvor der ellers i budgettet var lagt op til et overskud på 500.000 kr.
- Kattegatcentret har i lukkeperioden modtaget mange donationer fra sine gæster
- Kattegatcentret har haft hjemsendt ca. 60-70 pct. af sine medarbejdere
- 155.273 gæster besøgte Kattegatcentret i løbet af 2019, og det er det bedste resultat i 10 år
- Kattegatcentret vandt i marts 2020 for fjerde gang den svenske turistpris ”Store Barnsemester-prisen” i kategorien Nordens Bedste Akvarium
Bliv klar til dit besøg - læs om corona og forholdsregler her