Kattegatcentrets bestyrelser oprustes med nye, stærke profiler. Advokat Mette Hasse Lindhardt og selvstændig strategisk rådgiver Peter Sand indtræder blandt andre som nye bestyrelsesformænd i henholdsvis Drifts- og Ejendomsfonden.
Kattegatcentret har netop gennemført en planlagt bestyrelsesrokade i henholdsvis Drifts- og Ejendomsfonden, der udgør det juridiske fundament bag den 30 år gamle attraktion. Kattegatcentret er glade og stolte over at have sikret stærke ledelsesmæssige kapaciteter til begge fondsbestyrelser.
Således indtræder advokat og partner i Lindhardt Steffensen Advokater, Mette Haase Lindhardt, som ny bestyrelsesformand for Kattegatcentrets Driftsfond.
”Det er fantastisk at få en kapacitet som Mette Haase Lindhardt som ny bestyrelsesformand i Kattegatcentrets Driftsfond. Mette kommer med stor juridisk viden, et kæmpe netværk på tværs af brancher, en meget veludviklet forretningsforståelse, og jeg er helt sikker på, at Mettes mange kompetencer vil komme aktivt i spil i udviklingen af Kattegatcentret,” udtaler Karsten Bjerrum Nielsen, direktør i Kattegatcentret.
Mette Hasse Lindhardt er bosiddende i Grenaa og er ligeledes bestyrelsesformand for blandt andet Erhverv Grenaa.
”Jeg er rigtig glad og stolt over at kunne indtræde i Kattegatcentrets Driftsfond og bidrage til udviklingen af Kattegatcentret som en væsentlig aktør på flere områder, herunder havmiljø, oplevelsesindustri og skoletjeneste i samarbejde med Ejendomsfonden og Norddjurs Kommune. Jeg håber at kunne bidrage med mine strategiske og juridiske kompetencer samt min mangeårige bestyrelseserfaring,” udtaler advokat og partner i Lindhardt Steffensen Advokater, Mette Haase Lindhardt.
IDEEL KOMBINATION AF EKSPERTISE
Norddjurs Kommunalbestyrelse har desuden udpeget selvstændig strategisk rådgiver Peter Sand som ny formand for Ejendomsfonden, efter at Peter Sand de seneste 12 år har siddet i spidsen for Driftsfonden.
”Det er en ideel kombination, at vi samtidig kan fastholde Peter Sand i bestyrelsesarbejdet i kraft af hans nye funktion som formand for Kattegatcentrets Ejendomsfond. Peter har stor erfaring inden for oplevelses- og kulturområdet og har ydet et uvurderligt bidrag til den positive udvikling, som vi har gennemgået de seneste år. Jeg glæder mig meget til samarbejdet med begge bestyrelsesformænd,” fortæller Karsten Bjerrum Nielsen.
Peter Sand ser frem til at fortsætte med at bidrage til Kattegatcentrets positive udvikling i sin nye rolle i Ejendomsfonden.
”Kattegatcentret har i det seneste årti kontinuerligt formået at skabe en stærk og positiv udvikling, der understøtter Norddjurs Kommunes overordnede strategi med fokus på både det blå og grønne element. Kattegatcentret har aktuelt en position som et af landets og Nordeuropas førende akvarier, hvilket også er blevet anerkendt af det statslige Zoo-råd i deres seneste udtalelse: Kattegatcentret er et professionelt og veldrevet anlæg, hvis positive udvikling siden sidste besigtigelse i 2021 er fortsat. Et gennemgående træk ved anlæggets virksomhed er, at alle processer – hvad enten det drejer sig om formidling, avlssamarbejde, naturbevarelse, forskning eller økonomi – er gennemtænkte og sat i en større kontekst,” udtaler Peter Sand.
OPRUSTER MED FLERE STÆRKE PROFILER
Kattegatcentret opruster desuden Ejendomsfondens bestyrelse med yderligere tre stærke profiler. Professor ved Biologisk Institut, Aarhus Universitet, Peter Grønkjær, direktør ved Gammel Estrup, Kasper Steenfeldt Tipsmark, samt tidligere direktør i Djurslands Bank, Lars Møller Kristensen, indtræder som nye medlemmer.
Samtidig vil Kattegatcentret gerne takke de fire afgående medlemmer, Niels Christian Sidenius, Marianne Aabenhuus, Kurt Nielsen og Kjeld Juel Petersen, for deres store og værdsatte bidrag til Kattegatcentrets bestyrelsesarbejde og positive udvikling.
INVITERER TIL RECEPTION DEN 24. NOVEMBER
Der vil være mulighed for samarbejdspartnere og venner af huset at tage afsked med de tidligere bestyrelsesmedlemmer og byde de nye velkommen ved en reception fredag den 24. november kl. 13-16 i Kattegatcentret. Bemærk: Tilmelding senest den 17. november til arrangementkoordinator Nadia Lehrer på nl@kattegatcentret.dk.
FAKTA