Køb billet online & spar
03.02.2026

Særlig pingvinunge skal navngives i vinterferien

Hvad skal Kattegatcentrets tredje pingvinunge hedde? I vinterferien inviterer Kattegatcentret børn og voksne til at navngive den pingvinunge, der klækkede i sommer.


Den 1. juli kom en dunet pingvinunge til verden i Kattegatcentrets pingvinanlæg – den tredje i centrets historie. Nu er tiden kommet til, at ungen skal have sit navn. I vinterferien (uge 7 og 8) kan gæster derfor aflevere deres navneforslag i indsamlingsboksen i Kattegatcentret og være med til at bestemme, hvad ungen skal hedde.

”Det har været fantastisk at følge vores lille pingvinunge fra klækning til i dag, hvor den er blevet en selvstændig og legesyg pingvin med sin helt egen personlighed. Samtidig kender vi nu kønnet, og derfor er det også tid til, at den får sit navn,” fortæller dyrepasser i Kattegatcentret, Maria Skov Rasmussen.

En fjerprøve før jul afslørede, at ungen er en han – ligesom de to første unger fra sommeren 2023, Holger og Felix. De blev opkaldt efter de to børn, som opdagede, at det første æg klækkede i reden. Derfor er eneste krav til navnet, at det passer til en hanpingvin.


NAVNGIV PINGVINUNGE - OG VIND EN FODRING

Gæster kan aflevere deres navneforslag i indsamlingsboksen, der vil stå klar i Kattegatcentret i uge 7 og 8. Efter vinterferien udvælger dyrepasserne tre finalenavne, som sendes til en online afstemning, hvor det endelige navn kåres.

”Det er altid noget helt særligt, når vi får en pingvinunge – og at det er tredje gang i Kattegatcentrets historie, gør det ekstra stort. Vi glæder os til at se, hvilke kreative forslag vores gæster finder på,” fortæller Maria Skov Rasmussen.

Der er en helt særlig præmie på højkant. Afsenderen af vindernavnet får nemlig en helt unik oplevelse i pingvinanlægget og mulighed for at fodre pingvinerne sammen med en dyrepasser.


ISKOLDE OPLEVELSER I VINTERFERIEN

Vinterferien i Kattegatcentret, der strækker sig over uge 7 og 8, byder på spænding, mysterier og iskolde oplevelser for hele familien. Kom helt tæt på dyr, der trives i frostgrader, og oplev Danmarks største rovdyr, gråsælerne Tulle og Nino, når de boltrer sig ude i vinterkulden.

Derudover kan børn og voksne kaste sig over vinterferiens store mysterium med Kaptajn Frost og løse gåden om de mystiske bidemærker i et sjovt opgaveløb. Og som prikken over i’et kan man altså også være med til at navngive pingvinungen – måske bliver det netop dit forslag, der fremover vil give genlyd i pingvinanlægget.


FAKTA


  • Pingvinungen er den tredje i Kattegatcentrets historie
  • Pingvinungen kom til verden i det to etagers store pingvinanlæg den 1. juli
  • Forældrene er æselpingvinerne Aleksander (8 år) og Johanne (13 år), og det er parrets første unge
  • For at kønsbestemme en pingvin, skal der tages en fjerprøve, som sendes til analyse for at fastslå, om der er tale om en han eller hun
  • Kattegatcentrets pingvinanlæg åbnede i juli 2022 og er ét af kun otte i verden, hvor gæster kan stå i samme rum som subantarktiske pingviner
  • Navnene på Kattegatcentrets 22 øvrige pingviner er: Madiba, Pablo, Onslow, Daisy, Fritte, Sally, Jimmi, Alexander, Marie, Hans, Pelle, Vera, Sofie, Cake, Marmelade, Potato, Ramsey, Clarice, Chickpea, Johanne, Felix og Holger
  • Kattegatcentret holder åbent kl. 10–17 i uge 7 og kl. 10–16 i uge 8

Læs mere om vinterferien i Kattegatcentret

Til toppen
Copyright Kattegatcentret 2026
Top Attraktioner Logo
Hovedsponsorer:
Djurslands Bank Grenå Havn
Når du besøger www.kattegatcentret.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til at forbedre funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om vores vilkår og betingelser på www.kattegatcentret.dk her