REVLEHAJ PÅ BESØG I BABYBASSINET!
Vores revlehaj fik sig lidt af en overraskelse, da den pludseligt ved en fejltagelse, forvildede sig op i den lave ende af hajtanken.
Normalt drejer de største af vores hajer let og elegant af, inden de når den lave ende af hajtanken. Det glemte den ene af vores hanrevlehajer tilsyneladende at gøre, da den svømmede direkte ind i lavvandsafdelingen og dermed strandede sig selv.
Det var imidlertid ikke længe, at hajen var strandet, da vores kurator Rune Kristiansen hoppede i hajbassinet og med et hurtigt snuptag fik styret den godt 2,5 meter lange revlehej tilbage på ret kurs mod den dybe ende.
”Vi har aldrig observeret før, at vores store tropiske hajer forvilder sig op i den lave ende. Kun vores nursehajer, der til dagligt trænes og fordres på fodrepodierne, og de mindre fisk og hajer færdes normalt der”, fortæller kurator og biolog Rune Kristiansen.
Hvad der helt præcist var årsagen til gæstevisitten i den lave ende kan være svært at fastslå med sikkerhed. Vi ved dog, at det netop nu er den tid på året, hvor hormonerne for alvor raser og vores to hanrevlehajer ivrigt kurtiserer vores ene hunrevlehaj. Det bliver naturligvis spændende at se, hvad det bærer med sig. Revlehajen led ikke nogen mèn, og er helbredsmæssigt helt på toppen, og har da siden hen genoptaget kissemisseriet med hunrevlehajen.
Læs mere om vores revlehaj her
|