Oplev fjæsingen som du aldrig har set (eller smagt) den før torsdag den 22. maj i Kattegatcentret.
Fjæsingen. Et navn der får mange til at rynke på næsen – og med god grund. Dens pigge er giftige, og den har et ry som en af Danmarks farligste fisk. Men hvad nu hvis vi fortalte dig, at netop fjæsingen er en af havets mest oversete delikatesser?
Denne aften vender vi op og ned på fjæsingens dårlige image – og lader den stjæle både spotlight og smagsløg!
PROGRAM
17.30 – Velkomst i vores selskabslokale Nautilus med velkomstdrinks og snacks
18.00 – Foredrag: "Havets hugorm" – fjæsingen med gift og god smag
19.00 – Middag: Social dining med fjæsing - som du aldrig har smagt den før!
21.00 – Tak for i aften
FOREDRAG: "Havets hugorm" – fjæsingen med gift og god smag
Aftenen begynder med et spændende foredrag ved marinbiolog og dyreansvarlig Rune Kristiansen fra Kattegatcentret. Med stor passion og viden fortæller han om:
Introduktion til giftige fisk og deres biologi, herunder kendte arter som kuglefisken.
Hvad gør fjæsingen giftig – og hvor farlig er den egentlig?
-
Hvordan bruger den sin gift til at overleve – og hvorfor er den ikke en trussel for dig?
-
Hvilken rolle spiller giftige fisk i naturen og i køkkenet verden over?
-
Og vigtigst af alt: Hvorfor skal vi danskere turde spise mere end bare laks og torsk?
Rune zoomer ind på fjæsingen som bæredygtigt alternativ. Bestanden har været støt stigende de seneste 5-10 år, og modsat mange andre fisk er den hverken truet eller overfisket. Den er lokal, let at fange – og smager fantastisk!
MIDDAG: Fjæsingen for fuld udblæsning
Efter foredraget dækkes der op ved smukt pyntede langborde til en lækker social dining-menu, hvor vores dygtige kok, Rasmus Schmidt, står bag de kreative retter, der får fjæsingen til at vise sig fra sine allerbedste sider.
Menuen byder på:
-
Snacks: Puffet fjæsing, brød & mayo
-
Hovedretter:
-
Fjæsing ’n chips
-
Fjæsing ceviche
-
Dampet fjæsing med æble beurre blanc
-
Årstidens salater, mikrogrønt og forårstilbehør
-
-
Dessert: Rabarbertærte med kaffe/te
-
Drikkevarer: Øl, vin og sodavand ad libitum
Under middagen får du mulighed for at stille spørgsmål og nørde videre med havbiologen og kokken – og måske få nye idéer til, hvordan du selv kan bruge fjæsingen derhjemme.
Praktisk info
- Tid: 22. maj kl. 17.30–21.00
- Sted: Kattegatcentret, selskabslokalet Nautilus
- Pris: 495 kr. pr. person – inkl. velkomst, foredrag, middag og drikkevarer. Forplejningen udgør 400 kr. af det samlede beløb.
- Årskortholder? Få 15% rabat med koden FJÆSING (Husk at medbringe dit årskort. OBS: Du må ikke købe med rabat til andre, der ikke har årskort)
- Sidste frist for tilmelding: 19. maj 2025
- Billet: Medbring billet digitalt eller printet – den scannes ved indgangen
Begrænsede pladser – køb billet nu!
Tag med til en aften, hvor vi udfordrer dine smagsløg, bryder med madvaner og stiller skarpt på en misforstået fisk, der fortjener en plads på både middagsbordet og i bevidstheden.
Fjæsingen venter – tør du smage?