Nyhed: Cool pingviner!
Kongepingvin

Kongepingvin: Kongen af Sydhavet

Bliver klogere på kongepingviner, der er kongen af sydhavet og også lidt opfører sig som konger, når de marcherer hen ad kysten på de subantarktiske øer, hvor de yngler.

Kongepingvin: Lidt royal har man da lov at være

Kongepingvinerne (Aptenodytes patagonicus) lever op til deres navn. De opfører sig lidt som konger, når de målrettet marcherer hen ad kysten på de subantarktiske øer, hvor de yngler.

Kongepingvinen er verdens næststørste pingvin med en højde på op til en meter. Kun kejserpingvinerne er en smule større. De kan dykke helt ned til 343 meters dybde for at fange deres føde, som består af fisk, blæksprutter og krill, der er små krebsdyr. Dybt nede i havet er der intet lys, så der jager kongepingvinerne selvlysende dyr som lanternefisk og blæksprutter.

Kongepingvinerne jages selv af store rovdyr som spækhuggere og leopardsæler, mens havfugle som kæmpestormfugle kan finde på at tage kongepingvinernes æg.

Flagermusfisk

Kongepingvinen er kongen af Sydhavet

Kongepingvinen har et stort udbredelsesområde: Den lever i det meste af havet rundt om Antarktis, fra det sydlige Sydamerika, henunder Afrika til New Zealand, mens den yngler på mindre subantarktiske øer.

Unge kongepingviner er de pingviner, der svømmer længst væk fra deres ynglekoloni. Man har observeret dem hele 5.600 km væk fra kolonien.

Kongepingvinens kongelige affære

Kongepingvinerne finder hvert år sammen i par, når de skal yngle. Nogle gange holder et kongepingvinpar endda sammen gennem flere år, og det er nemt at forstå, hvorfor det ene år bare tager det andet. Kongepingvinerne har nemlig en utrolig lang ynglecyklus, hvor det tager 14-16 måneder fra ægget er lagt, til ungen er uafhængig af forældrene. Den lange cyklus gør, at kongepingvinerne kun får en unge hvert andet eller tredje år.

Flagermusfisk

Når en konge klækkes

Omkring september-november, hvor det er ved at være sommer på de antarktiske øer, ankommer kongepingvinerne til de enorme ynglekolonier, hvor der kan være over flere hundredetusind ynglende par. Her finder pingvinerne sammen og parrer sig, hvorefter hunnen lægger ét æg.

Kongepingvinerne bygger ingen rede, men beskytter i stedet ægget mod kulde og rovdyr ved at skiftes til at bære det på fødderne, dækket af en hudlomme på maven. Her ligger ægget i omkring 55 dage, og forældrene skiftes til at holde ægget i 6-18 dage i træk, mens den anden forælder jager på havet. Når ægget endelig klækker, er ungen stadigvæk fuldstændig afhængig af, at forældrene holder den varm og giver den føde.

Forældrene passer godt på ungen i 30-40 dage mere, hvor de skiftes til at have den 3-7 dage ad gangen. Når ungerne er blevet større og kan modstå kulden, danner de unge pingviner grupper, hvor de går rundt tæt sammen, for at holde varmen. Få voksne kongepingviner vogter over alle ungerne, mens andre forældre er ude for at finde føde, og kongepingvinerne hjælper på den måde med at passe hinandens unger. Ungerne er først helt uafhængige af forældrene året efter.

Flagermusfisk

Selv ikke en kongepingvin er fri for problemer

Til forskel fra en del af de andre pingviner er kongepingvinen ikke truet. Faktisk trives havets konger, og antallet af kongepingviner menes at være stigende.

Men én ting truer kongepingvinerne, såvel som alle de andre pingvinarter, og det er klimaforandringer. De stigende temperaturer driver kongepingvinerne tættere på Antarktis, og nogle kolonier skal rejse langt for at finde føde. Kongepingvinerne foretrækker nemlig at jage i kolde farvande, så derfor skal de svømme længere for at nå til deres foretrukne jagtområder.

Læs mere om trusler mod pingviner her

Bliv klogere på æselpingvinen, der er flyttet ind i Kattegatcentret

Læs om Kattegatcentrets nye pingvinanlæg her

Få fakta og spændende viden om pingviner her

Fakta

Størrelse:

Max. 100 cm

Føde:

Fisk, blæksprutter og krill

Yngleområde:

Subantarktiske øer

IUCN-status:

Ikke truet

Hvor mange er der tilbage?

Vides ikke

Til toppen
Copyright Kattegatcentret 2024
Top Attraktioner Logo
Hovedsponsorer:
Djurslands Bank Grenå Havn
Når du besøger www.kattegatcentret.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til at forbedre funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om vores vilkår og betingelser på www.kattegatcentret.dk her