Blev klogere på nordlige springpingviner, der som navnet antyder springer over stok og sten!
Den nordlige springpingvin er gultoppen over dem alle
Med de flotte gule øjenbrynskvaster, melder springpingvinerne sig ind i slægten af gultoppede pingviner. Springpingvinerne hedder sådan, fordi de kommer fremad og forbi forhindringer ved at springe i stedet for at lunte afsted eller kurre på maven, som mange af de andre pingviner.
Nogle af de andre gultoppede pingviner springer faktisk også over sten og sprækker, men springpingvinerne har fået æren, fordi de var nogle af de første gultoppede pingviner, der blev beskrevet. Øerne, hvor de yngler, blev nemlig besøgt af hvalfangere og andre søfarere, mens de nu er populære pingvinspots for turister. Derfor er springpingvinerne de mest kendte af de gultoppede pingviner, og ofte er det springpingviner, der optræder i film og bøger.
Nordlig springpingvin er den mest spektakulære gultop
Først i 2008 tog man springet og opdelte springpingvinerne i to arter, nemlig den sydlige springpingvin (Eudyptes chrysocome) og den nordlige springpingvin (Eudyptes moseleyi). Forskere vurderede, at der er tale om to forskellige arter blandt andet på grund af genetiske forskelle, forskellig ynglesæson og på grund af de gultoppede fjerkvaster. Den nordlige springpingvin har nemlig længere og mere dramatiske fjerkvaster end den sydlige, og faktisk er nordlig springpingvin den mest spektakulære gultop af dem alle.
Nordlig springpingvin springer langt for sin unge
De nordlige springpingviner yngler i store kolonier på forskellige subantarktiske øer. Nogle gange ligger kolonien på stranden, andre gange på klippesider eller på græssletter længere fra kysten.
De nordlige springpingviner udstøder høje kald og svinger deres fjerkvaster på livet løs for at tiltrække en mage. Når det lykkes, dannes der par, som holder sammen i flere ynglesæsoner. Reden er der ikke meget ved – ofte laves der bare en fordybning i jorden og nogle gange supplerer pingvinerne med nogle småsten.
Der lægges to æg, hvoraf det ene er større end det andet. Almindeligvis overlever kun det store æg. Forældrene skiftes til at ruge på ægget, indtil det klækker efter en måneds tid. Når ungen kommer ud af ægget, er den lille og hjælpeløs, og forældrene passer på den og fodrer den. Hver dag forlader den ene forælder reden og springer mellem sten og sprækker for at komme på jagt i havet. Hannen er mest i reden, hvor han varmer og beskytter ungen, mens moderen er ude at jage føden i form af krill, fisk og blæksprutter. Efter 9-10 uger er ungen stor nok til at forlade reden.
Den nordlige springpingvin har taget et katastrofalt spring
Man kender ikke helt antallet af nordlige springpingviner. Man ved dog, at der engang var flere millioner springpingviner, og det estimeres at der kun er nogle hundrede tusinde tilbage. Faktisk mener forskere, at antallet er faldet med hele 90% over de sidste 50 år.
På Gough øerne svarer det fx til, at der er mistet 100 pingviner hver eneste dag i de seneste 50 år. Man regner med, at ca. 85% af populationen findes på de afsidesliggende øer Gough og Tristan de Cunha, og derfor kan begivenheder ved disse øer have katastrofale konsekvenser for hele arten.
Det kan være lokalt oliespild i farvandet rundt om øerne eller en voldsom storm. Man kender ikke de præcise årsager til det drastiske spring i antallet af nordlige springpingviner, men flere faktorer, såsom stigende havtemperaturer, forurening, invasive rovdyr og at pingvinerne tages som bifangst, har alle deres del af skylden.
Læs mere om trusler mod pingviner her
Bliv klogere på æselpingvinen, der er flyttet ind i Kattegatcentret