Nu nærmer tiden sig, hvor dit barn/dine børn skal på Saltvandsakademiet - og hold nu op, hvor vi glæder os!
Inden I ankommer på mandag, har vi lige et par sidste informationer og bemærkninger, som er vigtige, for at jeres barn/børn får den bedste start på en fantastisk uge.
VÆR OPMÆRKSOM PÅ FØLGENDE:
- Vi vil hver dag stå klar til at byde jeres børn velkommen ude foran Kattegatcentrets hovedindgang. På mandag må I gerne ankomme i god tid, så vi har tid til den gode og trygge overdragelse fra forældre til underviser. Resten af ugen må I ligeledes gerne sørge for at være ankommet til kl. 08.00
- På førstedagen er vores undervisere 100% fokuseret og opmærksomme på jeres børn – det første møde er vigtigt, for at børnene føler sig i trygge og gode hænder. Det betyder, at I som forældre kommer lidt i anden række. Vi har selvfølgelig også tid til de vigtige beskeder I måtte have, når mødet med jeres barn er klaret
- Tjek vejrudsigten hver dag og hav tøj på til at være ude og i bevægelse meget af dagen. I tilfælde af meget dårligt vejr, har vi mulighed for at skifte lidt rundt på nogle aktiviteter, så vi fx ikke skal lave mad over bål i regnvejr
- Solcreme - Husk at blive smurt godt ind hjemmefra hver morgen
- Husk at I, som kontaktperson, skal være til rådighed på det oplyste telefonnummer, mens jeres barn opholder sig i Kattegatcentret på Saltvandsakademiet
I INVITERES I KATTEGATCENTRET OM FREDAGEN
Den første dag skal de nye Blå Agenter i et kreativt værksted, hvor de blandt andet skal lave invitationer til jer forældre. Her inviterer børnene jer (én forældre) i Kattegatcentret til at opleve deres Blå Agent diplomoverrækkelse. Ceremonien er fredag klokken 13.00 og tager en times tid, hvorefter I kan blive i Kattegatcentret, hvis I har lyst.
De nyklækkede Blå Agenter plejer at ”baske med halen” for at fortælle alt, hvad de har lært i løbet af ugen.
Medarbejderne i receptionen er informeret om, at I kommer. OBS: I er naturligvis velkommen hele familien, men det er altså kun én voksen med tilknytning til barnet, som kommer gratis ind.
SALTVANDSAKADEMIETS KERNEVÆRDIER
Saltvandsakademiet er en uge med fokus på fællesskab, havet og på at have det sjovt. Vi starter alle som spirende havnørder, og udvikler os igennem ugens spændende aktiviteter til ambassadører for havet og det magiske liv, som gemmer sig under overfladen. Vi omfavner børnenes nysgerrighed, og prøver igennem viden, sjov og leg at give børnene et forhold til havet, så de har lyst til at passe på det. Vi kommer i de daglige aktiviteter HELT tæt på dyrene, så vi bedre kan forstå dem.
På Saltvandsakademiet er der 5 temaer, som de nye Blå Agenter vil blive klogere på i løbet af ugen. De fem temaer er: Dyrepasserens arbejde, hvor børnene får indblik og medansvar for dyrenes helbred i centret. Hvilken Fisk, hvor børnene lærer hvor mad i havet kommer fra og får kendskab til spændende, nye råvarer fra havet. Plastik i havet. Vi lærer om problemet og tager affaldssækken i egen hånd! Dyrebevarelse. Hvordan passer Kattegatcentret på havet, og hvordan kan man hjælpe som Blå Agent. KribleKrable, hvor børnene lærer de mest almindelige dyr at kende, når vi selv skal på jagt med rejenet og krabbestang.
Med andre ord er Saltvandsakademiet en uge spækket med seje og sjove oplevelser, der forhåbentlig giver alle nye Blå Agenter lyst til at fordybe sig endnu mere i de oplevelser, som naturen tilbyder.
VI SES!
Har I spørgsmål af nogen art i forbindelse med Saltvandsakademiet, er I altid velkommen til at kontakte os på akademiet@kattegatcentret.dk.