Målgruppe: 4-6 år.
Varighed: 3 timer.
Pris: kr. 1500 + 65 kr. pr. person for et hold inklusiv voksne (max 25 børn). Prisen dækker indgang til Kattegatcentret.
Årstid: Maj til september, begge måneder inkl.
OBS Vejrforbehold: Ved dårligt vejr erstattes forløbet af ”Haps – nu skal fiskene fodres”.
Voksennormering:
- 20 børn = 2 voksne
- 25 børn = 3 voksne
Efter en knitrende velkomst foran bålet skal vi finde vores ruser og se, hvor mange krabber, der er gået i fælden. Vi sætter sanserne i spil, når vi mærker det kolde, våde vand og krabben, der prikker i hånden med sine spidse ben. Vi lytter til lyden af en krabbe, der smasker, når den tages over vandet. Til sidst vælger vi krabberne ud til vores krabbesuppe.
Efter en snak om dyreetik bliver krabberne aflivet og bruges til at lave en lækker krabbesuppe over bålkomfur. Børnene arbejder i små hold, så de får størst mulig ejerskab til projektet. Når vi har styr på, hvordan en blegselleri ser ud, og hvordan man bruger en gulerodsskræller, går vi i gang med snittearbejdet. Det tager tid at lave god mad, men det er alle anstrengelserne værd, når belønningen er en velduftende krabbesuppe med friske urter og tang!
Forløbet giver børnene en mulighed for at komme et skridt nærmere forståelsen af, hvor vores fødevarer kommer fra, og hvordan vi skaffer dem. Børnene er med hele vejen i produktionen af deres egen suppe, hvilket giver dem en særlig god appetit, når krabbesuppen skal spises.
OBS: Hvis det ikke kan lade sig gøre at skaffe krabber, vil de blive erstattet af muslinger.
Praktiske oplysninger:
- Forberedelse: Kontaktpædagog skal på forhånd inddele i grupper af 5, som de kender på forhånd. Det er en fordel, hvis deltagende voksne har læst opskriften på forhånd
- Medbring madpakker og praktisk tøj til at være ude og lave bål. Både børn og voksne får ansvarsopgaver
- Det er en god idé at sørge for, I har mindst en time til rådighed efter forløbet, så børnene kan fordybe sig i udstillingerne og evt. overvære en fodring – eller lege på legepladsen
Læreplanstemaer:
- Natur, udeliv og science
- Børnene får lov at opleve menneskets forbundenhed med naturen, når vi bruger havet som spisekammer
- Vi observerer og undersøger udvalgte organismer og giver børnene redskaber til at genkende og udtrykke sig i en naturfaglig sammenhæng
- Livsduelighed, gåpåmod og deltagelseskompetence
- Motorisk arbejde med køkkenværktøj
- Samarbejdsopgaver om et fælles projekt
Kommunikation og sprog:
- Samtale og sproglig udvikling omkring køkken og fødevarer
- Krop, sanser og bevægelse: Vi sætter sanserne i spil, når vi mærker det kolde våde vand, krabben der prikker i hånden med sine spidse ben, og lytter til lyden af en krabbe, der smasker. Til sidst lugter og smager vi på maden, som vi selv har lavet
Læs om priser og praktisk information