Green Attraction er et miljømærke for danske attraktioner, der arbejder systematisk med at mindske deres påvirkning af klima og miljø. Ordningen skal både inspirere attraktionerne til at arbejde mere bæredygtigt og gøre det lettere for gæsterne at finde steder, der har fokus på grøn omstilling.
For at opnå certificeringen skal attraktionen leve op til en række obligatoriske krav og samtidig opfylde en andel af en række pointgivende kriterier. Kriterierne omfatter blandt andet energi- og vandforbrug, CO₂-udledning, affald, madspild, fødevarer, indkøb, rengøring og miljøledelse. Derudover er der særlige krav, som afhænger af, hvilken type attraktion der er tale om.
Certificeringen bygger på dokumentation og løbende opfølgning. I forbindelse med certificeringen gennemgås attraktionens miljøarbejde og dokumentation, og efterfølgende er der løbende kontrol for at sikre, at kravene fortsat bliver opfyldt. Attraktionerne skal samtidig arbejde videre med deres miljøindsats og sætte nye mål.
Green Attraction er etableret i et samarbejde mellem HORESTA, Foreningen af Forlystelser i Danmark (FFD), Organisationen Danske Museer (ODM), Videnspædagogiske Aktivitetscentre (VPAC) og Danske Zoologiske Haver & Akvarier (DAZA). HORESTA fungerer som sekretariat for ordningen.
Se vores Green Attraction-certificering
Læs mere om vores Green Attraction-certiificering her
Læs om vores arbejde med naturbevarelse her









