Køb billet online & spar
Blåpigget næsehornsfisk

Blåpigget næsehornsfisk: Jeg er havets enhjørning

Det, der springer mest i øjnene, når man ser næsehornsfisken, er dens lange horn, som også danner grundlaget for dens navn. Fiskens latinske artsnavn er nemlig unicornis, som betyder ”enhjørning”. Her kan du læse mere om den blåpiggede næsehornsfisk.

Næsehornsfisken er havets enhjørning

Som ung har næsehornsfisken faktisk ikke sit karakteristiske horn. Men når den er ca. 12 cm lang, kommer en lille bule til syne mellem dens øjne, som med tiden vokser og bliver til et langt horn.


De andre kirurgfisk, som næsehornsfisken er i familie med, har én pig på hver side af haleroden, men den blåpiggede næsehornsfisk har hele to pigge på hver side! Piggene er nemme at se, da de er helt blå.

Selvom næsehornsfisken har skarpe pigge og horn i panden, er den for det meste fredelig og lever primært af alger.
Næsehornsfiskens mund er lille og har en enkelt række af fine, små tænder, der er tilpasset til at gnave alger af sten og andre overflader.

Blåpigget næsehornsfisk: Har du et horn i siden på mig?

Hvorfor har næsehornsfisken sit horn? Den bruger det ikke i forsvar, for her bruger den sine skarpe pigge, og man ved stadigvæk ikke med sikkerhed, hvorfor næsehornsfisken har sit horn. Hornet er en smule længere hos hannerne, og en teori er, at hornet bruges til at imponere hunnerne med.

Næsehornsfisken er en kirurgfisk

Den blåpiggede næsehornsfisk hører under familien af kirurgfisk (Acanthuridae). Det er en familie af marine, tropiske fisk med omkring 86 arter. De lever ofte ved koralrev og er flot farverige.

Kirurgfiskene har fået deres navn af en helt speciel grund. De har egentlig alle små skæl, men et skæl på hver side af haleroden er blevet omdannet til en stor, skarp pig. Den skarpe pig minder lidt om tippen på den skalpel, som kirurger bruger, når de opererer, og derfor hedder disse fisk kirurgfisk. Og den blåpiggede næsehornsfisk er altså udstyret med hele to pigge på hver side!

Og piggen er altså meget skarp! Derfor skal man virkelig passe på, hvis man er i nærheden af en kirurgfisk, for man kan nemt blive skadet. Kirurgfiskene bruger dog ikke piggene til angreb, men kun i forsvar mod rovdyr og andre væsener, der forskrækker dem. Når kirurgfisken er rolig, ligger piggen helt op ad dens krop, men føler den sig truet, kan den dreje den, så den peger direkte ud til siden. Piggen ses tydeligt på de fleste kirurgfisk på hver side af haleroden.

Fakta omblåpigget næsehornsfisk

Størrelse:

Max. 70 cm

Føde:

Alger

Habitat:

Rev, 1-180 m


Til toppen
Copyright Kattegatcentret 2024
Top Attraktioner Logo
Hovedsponsorer:
Djurslands Bank Grenå Havn
Når du besøger www.kattegatcentret.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til at forbedre funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om vores vilkår og betingelser på www.kattegatcentret.dk her