Mandarinfisken (Synchiropus splendidus)
Mandarinfisken (Synchiropus splendidus) er en farverig fætter. Kroppen er blålig, guld-grøn og med et tilfældigt mønster af brede, mørkkantede blå striber, som når ud i finnerne. Øjet er guld og sort, mens hovedets underside er blegt. Nedenfor løber en mørk stribe fra snuden til det guld-plettede gællelåg. Sikke et modeshow! Mandarinnavnet er da også inspireret af de ekstravagante dragter i fed, mønstret silke, som de kinesiske mandariner bærer.
En skingrende skæv hippie på syre
Fisken er i familie med LSD-fisken, men den indeholder altså ikke bevidsthedsudvidende stoffer. Det psykedeliske navn hentyder blot til, at fiskens mærkværdige og forvirrede mønstre og farver kunne være kreeret af en skingrende skæv hippie på syre.
Mandarinfisken holder til i det vestlige Stillehav ved koralrev og allerhelst i beskyttede laguner, hvor den kan mæske sig i små krebs og andre hvirvelløse dyr. Til trods for det opsigtsvækkende udseende kan den være svær at få øje på, fordi den kun bliver 6-7 cm lang.
Skulle den alligevel blive pågrebet, tøver den ikke med at smide catwalkens pomp og pragt over bord. Lynhurtigt udskiller den en sej og ildelugtende slim, som indkapsler den i en tennisboldlignende klump. Slimen indeholder giftstoffer, som smager meget bittert – og så er der ikke mere skønhed over det måltid!