Napoleonsfisken (Cheilinus undulatus)
Napoleonsfisken har fået sit navn på grund af den store pukkel over panden, der med lidt god vilje ligner en napoleonshat. Og den bliver kun større med alderen, puklen altså. Selve fisken bliver op til 50 år gammel og kan vokse sig over to meter lang. De fleste holder sig dog til omkring 60 cm. Uanset hvad, så er napoleonsfisken én af de største fisk i koralrevet.
Fra pige til dreng
Der udklækkes både hunner og hanner, men på forunderligvis skifter nogle af hunnerne køn ved 9-års alderen. Så har de simpelthen fået nok af prinsessefarverne og ændrer derfor de rødorange nuancer til nærmest selvlysende blå og grønne drengefarver. Med tiden bliver også de smukke aftegninger i ansigtet klarere. De ligner de tatoveringer, der kendetegner maorierne, New Zealands oprindelige folk.
En truet krabat
Bag napoleonsfiskens store, bløde læber gemmer sig en række stærke tænder, som kan knuse krebs og søpindsvin. Den spiser også bløddyr og andre fisk – alt, hvad den nu kan finde i de asiatiske farvande, hvor den blandt andet lever på op til 100 meters dybde. Og der skal noget indenbords. Der er fundet Napoleonsfisk med en kampvægt på hele 191 kilo! Arten er truet, og er derfor er al handel beskyttet under konventionen om international handel med truede dyr og planter (CITES). Der foregår dog stadig ulovligt fiskeri, og i Kina spises napoleonsfisken sågar som en udsøgt delikatesse.