Bliv klogere på den pudseløjerlige pudsefisk, der har meget specielle livretter og havets kønneste rensningsbureau.
Pudsefisken pudser koralrevets beboere rene
Pudsefisken (Labroides dimidiatus) er en pudseløjerlig lille fætter, der er vidt udbredt i det Indiske Ocean. Pudsefisk har helt specielle livretter – de lever nemlig af parasitter, dødt væv og slim fra andre havdyr. Uhmmm sikke en menu! Pudsefiskene lever i koralrev, hvor flere pudsefisk sammen laver en rensningsstation, hvor andre fisk og havdyr kan komme forbi og blive renset.
Når fiskene ankommer til rensningsstationen, ændrer de deres adfærd. De svømmer meget langsomt eller stopper helt op, spreder finnerne ud, og åbner gællelåg og mund, så pudsefiskene kan komme til alle vegne. Pudsefisken kan finde på at svømme helt ind i munden på glubske rovdyr for finde noget at spise. Men pudsefisken er ikke bange for at blive spist, fordi havdyrene ved, at de selv får meget mere ud af at lade pudsefisken have sit rengøringsjob, end at spise sådan en lille fisk. Derfor lader de pudsefiskene gøre deres arbejde, så de kan komme forbi rensningsstationen en anden god gang.
Pudsefisken er en lille fisk med en stor betydning
Pudsefisken er en stor hjælp for koralrevets beboere, når den fjerner irriterende parasitter og dødt væv, der ellers kunne føre til infektioner. Pudsefisken gør det med glæde, for det er dens yndlingsmad. På den måde lever pudsefisken i en fordelagtig symbiose med koralrevets beboere, så pudsefisken er en lille fisk med en meget stor betydning.
Der er lige plads til pudsefisken mellem hugtænderne
Pudsefisken er lille, lang, slank og glat, så den nemt kan smyge sig ind bag ved finner, ind i gællerne og mellem skarpe tænder, for at pudse havets beboere. Den har en lille mund med store læber, der er perfekte til at støvsuge overfladerne på havdyr for lækre ting og sager.
Pudsefiskens rengøringsdans
Pudsefisken skifter mellem kraftig blå og hvidlig farve hen ad siden. Et sort bånd går hele vejen hen langs siden, fra mund til halefinne. Pudsefisken kan godt lide at skille sig ud, for så bliver den set og får flere kunder i biksen. Derfor danser pudsefiskene også en rengøringsdans, så koralrevets beboere ved, at de ikke skal spise pudsefisken, men i stedet finde sig til rette og blive pudset.
Pudsefiskene har havets kønneste rensningsbureau
Pudsefiskene gør sjældent rent alene, for oftest har flere pudsefisk en rensningsstation sammen! Det er et sted i koralrevet, hvor de holder til og havdyrene ved, at de kan komme forbi for at blive pudset. Sådan en rensningsstation er faktisk et territorie, der holdes af den dominerende han med flere hunner. Pudsefiskene bliver naturligt kun omkring 4 år gamle, og når hannen dør, hvad gør man så? Jo, så skifter en af hunnerne da bare køn og bliver til en han. Alle pudsefiskene er nemlig født som hunner og kan skifte køn senere i livet. Det tager kun omkring 24 timer, før hun er blevet til en han og styrer rensningsstationen.
Pudsefiskens hårde rengøringsarbejde
Ligesom de fleste butikker, holder pudsefiskenes rensningsstationer åbent om dagen og lukket om natten. Når mørket falder på, lukker pudsefiskene for butikken og finder en revne mellem sten og koraller eller graver sig ned i sandet for at sove. De danner hver nat en sovepose af slim, hvor de ligger godt beskyttet og sover hele natten, indtil det igen er tid til at åbne for biksen igen. Det er meget sjældent at fisk sover, ligesom pudsefisken gør det – men det er også meget hårdt arbejde at gøre rent hele dagen!