Køb billet online & spar
Konæserokke (Rhinoptera bonasus) i Kattegatcentret.
Konæserokke

Konæserokke: Er der muuuhligvis noget her, jeg kan spise?

Er der muuuhligvis noget her, jeg kan spise?

Konæse? Ja, denne rokkearts hoved ligner da fuldstændig en konæse! Den sjove mule er egentlig to finner, der er lavet fuldstændig om, så konæserokken (Rhinoptera bonasus) kan bruge dem, når den skal spise. Den kan rode i sandbunden efter krebsdyr og muslinger med dem, og kan lave et sug, - svups, så ligger maden i munden på den! Konæserokken kan knuse skallerne fra muslinger og krabber med deres højt specialiserede, hårde tandplader. I både over- og undermunden er der flere rækker af tænder, der er helt flade og sidder tæt sammen. Tilsammen bliver tænderne i over- og underkæbe til to store hårde plader, der nemt knuser skallen på en musling.

Konæserokken har 10.000 følgere!

Konæserokken findes ofte i laguner og brakvandsområder. Henover sommeren, lever konæserokken i havet ved Den Mexicanske Golf, men om efteråret trækker konæserokkerne sydpå til Det Caribiske Hav. Her er de henover vinteren, før de til foråret svømmer hele vejen nordpå igen. Konæserokkerne svømmer afsted sammen i store stimer, hvor der kan være optil 10.000 individer! Stimerne af konæserokker er så store, at man kan følge dem fra fly. Man er ikke sikker på, hvorfor konæserokkerne svømmer den lange tur frem og tilbage to gange om året. Måske er det for at finde føde eller i forbindelse med, at de skal yngle?

Konæserokke

Konæserokken er ikke sådan til at komme i nærheden af

I naturen hopper konæserokken nogle gange op ad vandet og lander midt på bugen med et højt plask! Man ved ikke med sikkerhed hvorfor, men det er muligvis noget de gør for at markere deres territorie.

Konæserokkerne har ikke mange fjender i naturen kun større hajer og mennesket. Når den skal forsvare sig, kan den bruge sin lange hale, som den slår ud med ligesom en pisk. Konæserokken har også giftpigge, så der er ikke mange, der har lyst til at prøve at spise den. Den har 1-2 pigge ved starten af halen. Piggene indeholder gift, og stikket fra en konæserokke skulle gøre ca. ligeså ondt som stikket fra en bi.

Konæserokken føder levende unger

Nogle rokker lægger æg, mens andre rokker føder levende unger ligesom os mennesker. Konæserokken er en af de arter, der føder deres unger levende. De små unger vokser inde i moderen, med vingerne foldet ind over kroppen. Man ved ikke med sikkerhed, hvor lang tid rokkerne er drægtige, men man regner med, at der går 11-12 måneder før de små rokkeunger fødes og må klare sig selv.

Konæserokke

Fakta om konæserokken

Størrelse:

Max. 120 cm

Føde:

Bløddyr, fisk og krebsdyr.

Habitat:

Bundlevende, 0-22 m


Til toppen
Copyright Kattegatcentret 2024
Top Attraktioner Logo
Hovedsponsorer:
Djurslands Bank Grenå Havn
Når du besøger www.kattegatcentret.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til at forbedre funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om vores vilkår og betingelser på www.kattegatcentret.dk her