Da tolv tyske turister en sommeraften i juli måned vendte retur fra en fisketur med kutteren M/S Bodil fra Thyborøn, var det med en imponerende fangst - en halvanden meter lang kæmpetorsk, der hurtigt viste sig at være den største torsk nogensinde fanget af en lystfisker i danske farvan
de.
”Det er en kæmpe krabat. Den er 143 centimeter lang, måler imponerende 95 centimeter om livet og har en kamp - vægt på hele 36,25 kilo. Det er fem kilo mere end den hidtidige rekord fra 1997,” fortæller marinbiolog og kurator i Kattegatcentret, Rune Kristiansen, om den nye Danmarksrekord, der er under kniven i Kattegatcentret i efterårsferien.
UNDER KNIVEN I EFTERÅRSFERIEN
Onsdag den 15. oktober kl. 11.30 har du nemlig mulighed for at finde ud af, hvad kæmpetorskens sidste måltid var, når Kattegatcentrets Doktor Knivskarp dissekerer den foran publikum.
”Det er mig, der som Doktor Knivskarp får den store ære at dissekere torsken – og det bliver utroligt spændende at se, hvad dens sidste måltid var. Torsk er nemlig en altædende rovfisk, som kan finde på at æde andre fisk som sild, brisling og skaldyr. Den kan endda også finde på at sluge store krabber uden at tygge skjoldet, så det bliver virkelig interessant at se, hvad der gemmer sig i kæmpetorskens mave,” fortæller Rune Kristiansen.
Monstertorsken blev fanget på Jyske Rev cirka 40 sømil nordvest for Thyborøn, og det tog lystfiskerne 20 minutter at hive den ind.
EFTERÅRSFERIEN GÅR HELT I FISK
Men det er ikke kun kæmpetorsken, der kan opleves i Kattegatcentret i efterårsferien, hvor det generelt vil vrimle med fisk i alle afskygninger.
”I efterårsferien kan man både lave smukke fiskeaftryk med den japanske kunstform Gyotaku, tilberede fiskefoder, tage på fodretur i udstillingen og tage opfinderhatten på og tegne efterårsferiens mest fantasifulde fisk,” fortæller afdelingsleder for udstilling og formidling, Karsten Bjerrum Nielsen.
Derudover er Kattegatcentrets nuttede sælunge ved at lære at spise sild - og halloween-uhyggen er så småt begyndt at sprede sig. Kattegatcentrets dyrepasser Helga er nemlig på mystisk vis forsvundet, og Kattegatcentret sætter hver dag et årskort på højkant til den bedste detektiv, der kan opklare mysteriet!
FAKTA
- Torsken (Gadus morhua) kan blive mere end 40 kg tung, men eksemplarer over 20 kg er sjældne i dag
- Torsken (Gadus morhua) lever i det østlige Atlanterhav fra Biscayen til Novaja Semlja, Sval-bard ogGrønland. Desuden i Nordsøen, indre danske farvande og store dele af Østersøen. Findes også i det vestlige Atlanterhav ved den nordamerikanske østkyst mod syd til Cape Hatteras
- Verdens største torsk nogensinde fanget med fiskestang blev fanget i farvandet ud for den nordnorske ø Sørøya i 2013 og vejede 47 kilo og var 160 centimeter lang
- Historiens største torsk nogensinde fanget er en 120 år gammel rekord. Den vejede 96 kg, var 2 meter lang og blev fanget i 1895 i staten Massachusetts, U.S.A.
Læs mere om Doktor Knivskarp her