Solen skinnede fra en skyfri himmel, da Kattegatcentret mandag den 7. maj fejrede fødselsdag med prinsesse, rejehop, kendt kagemand og en masse hajglade børn.
Mandag den 7. maj inviterede Kattegatcentret til kæmpe havbal for havnørder med besøg af H.K.H. Prinsesse Marie, Onkel Reje, Micki Cheng og en masse hajglade børn. Det var nemlig helt præcist 25 år siden, at Kattegatcentret slog dørene op for et hav af oplevelser for allerførste gang, og dét skulle fejres med manér!
Hajer, rokker eller gopler – alle var velkommen til havbal
Der var gratis entré til Kattegatcentrets havbal, hvis man kom udklædt som et havdyr – og det gjorde rigtig mange af de godt og vel 1000 fødselsdagsgæster, som både talte hajer, rokker, koralfisk, gopler og et væld af andre havdyr. Ikke-udklædte betalte entré som for 25 år siden, og kom man tidligt til havbal, kunne man også være heldig at få fingrene i ét af de 25 gratis årskort, som Onkel Reje delte ud til havballets første gæster fra kl. 10.
Onkel Reje fyrede den af til havbal
Onkel Reje fra DR Ramasjang var nemlig vært til Kattegatcentrets havbal og sørgede i dén grad for at give de mange fødselsdagsgæster et brag af en fest. Onkel Reje fodrede både sæler og hajer, lavede lækre laksehapser, foldede hajhatte, sang fødselsdagssang for Kattegatcentret og fyrede et kæmpe konfettirør af til stor begejstring for de mange fremmødte.
Kongeligt besøg til havbal
Kattegatcentrets protektor, H.K.H. Prinsesse Marie, kastede ekstra glans over havballet, da hun ankom på den blå løber midt på eftermiddagen i bragende solskin, hvor hun blev modtaget af glade skolebørn med flag. H.K.H. Prinsesse Marie tog sig god tid til at deltage i alle festlighederne, og så både på hajer, foldede haj-hat med Onkel Reje og lavede en flot havdyr-cupcake med Micki Cheng fra Den Store Bagedyst, som til havballet svingede kagerullen over en sjov kagedyst.
Vi gir 25% rabat på årskort til og med den 11. maj
Mødre får 50% rabat på entréen på mors dag den 13. maj
Se billeder fra fødselsdagsfesten her (Foto: Flemming Højer):