Torsdag aften den 23. juli klokken 20.01 fødte Kattegatcentrets spættede sælhun Liv
en fin lille sælunge. Både mor og unge har det godt, og ungen svømmer livligt rundt.
Kattegatcentrets spættede sælhun Liv, fødte torsdag aften kl. 20.01 den fineste lille sælunge. Fødslen foregik på sælanlæggets lille naturlige strand. Optagelser fra et overvågningskamera i sælanlægget viser, at sælungens far Felix fulgte interesseret med i fødslen fra sidelinjen. Da fødslen var på sit højeste, og Liv vred og vendte sig på stranden, valgte han dog at fortrække til vandet.
”Vi har har længe vidst, at Liv var drægtig og har glædet os til fødslen! Det er et af årets store højdepunkter, når vi får en ny, lille sælunge, og selvom Liv har født mange gange, er det er altid en lettelse, når det er overstået og gået godt. Det er sjældent, at vi fanger fødslen på kamera, men i år lykkedes det og heldigvis foregik fødslen først på aftenen, mens det stadig var lyst,” fortæller forskningsleder i Kattegatcentret, Lone Thybo Mouritsen.
Den unikke optagelse af sælfødslen kan ses her
Både mor og unge har det godt, og når den lille unge ikke er oppe på stranden for at die, svømmer den livligt rundt i sælernes udendørs naturanlæg. Liv en rutineret mor, som gerne giver sin unge mælk på sælanlæggets strand, selvom der står gæster og nyder synet.
STOR I EN FART
Det er ikke så lidt, sådan en sælunge sætter til livs. Den dier kun i 4-6 uger, men sælmælk er utrolig fed, så den kan tage næsten et kilo på om dagen, og efter dieperioden er den faktisk i stand til at klare sig selv. I Kattegatcentret starter sælungen med at få sild. I starten leger den mest med maden, men den lærer hurtigt, at sild er til at spise. I naturen starter sælunger med at spise søstjerner og krabber, som er nemme at fange, inden de begynder at fange fisk, som de voksne sæler.
TREDOBBELT FØDSELSDAG
Den 23. juli vil gå over i Kattegatcentrets historie som en rigtig fødselsdag. Den lille sælunges far, Felix, er nemlig også født d. 23. juli 2002, ikke i Kattegatcentret men i Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Og d. 23. juli 2018 fødte Liv også en lille unge, som i dag bor i Parc Zoologique de Fort-Mardyck i Frankrig.
Når den nyfødte sælunge i efteråret er blevet gammel nok til at ”flytte hjemmefra”, skal den også videre til et andet akvarium eller zoologisk have. Kattegatcentret deltager nemlig i et internationalt samarbejde i en af verdens største zoo- og akvarieorganisationer EAZA (European Association of Zoos and Aquaria), hvor et omfattende udvekslingsprogram sørger for at udveksle dyr på tværs af landegrænser. På den måde forhindres indavl og indsamling af dyr fra naturen minimeres.
FAKTA:
- Faren til den nye sælunge er Kattegatcentrets hansæl, Felix.
- Spættede sæler har forlænget drægtighed. Det betyder, at sælerne typisk parrer sig i august måned, hvorefter fostret ligger i hvilestadie indtil december/januar, hvor udviklingen fortsættes.
- Spættede sæler føder én unge af gangen. Sælungen vejer som nyfødt cirka 10 kg og måler cirka 80 cm. Sælungen kan svømme med det samme, men bevæger sig lidt kluntet i starten.
- De første fire-seks uger får ungen en fedtholdig mælk på op til 50 procent fedt, der øger dens vægt med op til 500-800 gram om dagen. Efter dieperioden må ungen klare sig selv.
- Spættede sæler føder deres unger midt på sommeren, hvorfor man i denne periode observerer mange sælunger i naturen. Det er normalt, at sælunger ofte ligger alene på strandbredden og hyler – og derfor kaldes efterladte sælunger også for ”hylere”. Men det betyder ikke, at de er blevet efterladt. Moren er sandsynligvis svømmet ud for at finde føde, og ungen kan være ladt alene i flere timer. Men menneskers færden i nærheden af ungen kan forhindre, at moren vender tilbage, og derfor er det vigtigt, at man lader ungen være. Hvis sælen er ilde tilredt, har sygdomstegn eller er alvorligt skadet, skal man ringe til Dyrenes vagtcentral på 1812 eller til Naturstyrelsen.