Køb billet online & spar
22.09.2022

Festival sætter deltagerrekord

Mere end 1300 skoleelever skal være nysgerrige, undersøgende og eksperimenterende, når Kattegatcentret den 27.-28. september slår dørene op for dette års naturvidenskabsfestival under overskriften ”Gådefulde verden”.

Den 27.-28. september tager 1309 elever og 67 lærere fra Norddjurs Kommunes skoler og ungdomsuddannelser de naturvidenskabelige briller på, når Kattegatcentret tuner ind på den gådefulde verden, som omgiver os. Det kommer til at summe af liv, når dette års Norddjurs Naturvidenskabsfestival, der i år sætter deltagerrekord, tager børnene med på opdagelse i den ”Gådefulde verden”.

”Det er altid noget helt særligt at byde velkommen til så mange spændte unge mennesker, og i år bliver ingen undtagelse, når vi byder velkommen til rekordmange børn og unge. Jeg glæder mig især til at opleve, hvordan de unge mennesker fra ungdomsuddannelserne vokser af at skulle undervise folkeskoleeleverne. De studerende på Grenaa Gymnasium og Viden Djurs bliver rollemodeller for de mange børn, som deltager i festivalen. Vi har efterhånden haft Naturvidenskabsfestival i så mange år, at dem som kommer og underviser fra ungdomsuddannelserne, selv engang har været med som deltagere. Det får dem til at stå lidt på tæer, fordi de godt ved, hvor god en oplevelse, det er for de mange skolebørn,” fortæller Søren Koops Forsberg, der er ansvarlig for Kattegatcentrets Skoletjeneste og naturfagskoordinator i Norddjurs kommune.

Borgmester i Norddjurs Kommune, Kasper Bjerregaard, åbner festivalen begge dage.

NATURVIDENSKAB ER FOR ALLE


Overalt i Danmark afholdes der naturvidenskabsfestival i uge 39, og formålet er at motivere børn og unge til at udforske, forstå og forandre verden igennem videnskab. I Norddjurs Kommune er det lokale aktører, som skaber indhold for skolebørnene, og diversiteten er bred, for deltagerne tæller nemlig alt lige fra forsyningsselskaber til et herregårdsmuseum.

”Diversiteten er en styrke i fortællingen om, at der er naturvidenskab i alle afkroge af samfundet, og at naturvidenskaben er for alle. Med den brede opbakning fra Norddjurs Kommunens formidlingsfyrtårne bliver naturvidenskab fortalt på mange forskellige måder, og det vil appellere til børn, som normalt ikke nødvendigvis kan identificere sig i den retning. Det kunne for eksempel være den store gruppe af piger, som ikke vælger den naturfaglige vej i uddannelsessystemet,” fortæller Søren Koops Forsberg.

NATURVIDENSKABSFESTIVAL I SPRITNYE OMGIVELSER

Naturvidenskabsfestival i Kattegatcentret er for 6.-10. klassetrin, og der venter eleverne en dag med nye smagsoplevelser, udfordrende aktiviteter og spændende sanseindtryk, når festivalen åbner for sluserne.

”Eleverne bliver kastet ud i et superspændende program, hvor de skal arbejde med vores gådefulde verden. Eleverne skal blandt andet stifte bekendtskab med vores helt nye skolelaboratorium tæt på hajerne og Kattegatcentrets nye pingviner. Her skal de gå i forskernes fodspor og undersøge naturens vigtigste bloddonorer, når de får levende fossiler i hænderne i form af vores atlantiske dolkhaler,” fortæller Søren Koops Forsberg.

Det er niende gang, at Kattegatcentret, Norddjurs Skoletjeneste, Astra og en lang række lokale og nationale aktører går sammen om at invitere til naturvidenskabsfestival i Kattegatcentret, og arrangementet bakkes som tidligere år op af økonomisk støtte fra den nationale naturvidenskabsfestivals uddelingspulje.


”Jeg bliver simpelthen så stolt over den kæmpestore opbakning, vi hvert år møder, når vi arrangerer naturvidenskabsfestival. Alle aktører knokler så det driver, for at give eleverne en fantastisk oplevelse med naturvidenskab, og det gør mig superglad på elevernes vegne,” fortæller Søren Koops Forsberg.

Læs om naturvidenskabsfestival 2021 i Kattegatcentret


FAKTA

  • Overalt i hele landet afholdes der Naturvidenskabsfestival i uge 39. Formålet er at give børn og unge smag for videnskaben
  • Årets festivaltema er ”Gådefulde verden”
  • Norddjurs Naturvidenskabsfestival løber af stablen i Kattegatcentret tirsdag den 27. september og onsdag den 28. september fra kl. 9.30-13.00
  • Norddjurs Naturvidenskabsfestival er for 6.-10. klassetrin og arrangeres af Kattegatcentret, Norddjurs Skoletjeneste, ASTRA og arrangørgruppen bag festivalen
  • Borgmester i Norddjurs Kommune, Kasper Bjerregaard, åbner festivalen begge dage sammen med Leder af skoletjenesten i Kattegatcentret, Søren Koops Forsberg.
  • Deltagere på festivalen: Viden Djurs, Grenaa Gymnasium, Norddjurs Skoletjeneste, Vandcenter Djurs, Auning Skole, Søren Kanne Skolen, Ryomgaard Realskole, Reno Djurs, Det Grønne Museum, Astra, Gl. Estrup Herregård, Jesper Naturvejlederen, Hovedet i Havet – Aarhus Universitet og VIA læreuddannelsen i Aarhus.
  • Norddjurs Naturvidenskabsfestival er støttet af Astras festivalpulje og Norddjurs Kommune
  • Tilmeldte skoleklasser har gratis entré til naturvidenskabsfestival - øvrige gæster får 50% på entréen den 27.-28. september
Til toppen
Copyright Kattegatcentret 2023
Hovedsponsorer:
Når du besøger www.kattegatcentret.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til at forbedre funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om vores vilkår og betingelser på www.kattegatcentret.dk her