Når AlgeCenter Danmark for tolvte gang afholder international tangkonference i Grenaa den 11-12. oktober, er det med flere deltagere end nogensinde før. Hele 104 tanginteresserede fra forskningsinstitutioner, erhvervsliv og myndigheder fra 12 forskellige lande mødes i to dage for at udveksle den nyeste viden om dyrkning og anvendelse af tang.
Siden 2011 har forskere og erhvervsfolk mødtes til den årlige tangkonference i Grenaa. I år bliver konferencen større end nogensinde før, og arrangørerne kan sagtens mærke, at der er stigende fokus på potentialerne i tang både i Danmark og resten af verden.
”De første år var der primært deltagere fra Danmark og resten af Norden, men nu er konferencen for alvor blevet international med deltagere fra lande som Israel, Australien, USA og Georgien. Det er også interessant at se, hvordan fokus er blevet bredere, så vi ikke kun snakker om tang til bioenergi, nichefødevarer og foder, men også om tangbaseret bioplastik, og hvordan tangdyrkning kan have betydning for klima og havmiljø”, fortæller en af arrangørerne, Lone Thybo Mouritsen, der er leder for forskning og fundraising i Kattegatcentret.
Fra affald til ressource
Det overordnede tema for årets tangkonference er ”Tang som redskab til at opsamle og udnytte spildstrømme”. Deltagerne får blandt andet mulighed for at høre om, hvordan dyrkning af tang kan optage næringsstoffer og CO2 fra fisk produceret i akvakultur, men også direkte fra det næringsstofbelastede havmiljø, så vandet bliver renere.
”Vi har i dén grad brug for, at vores produktion af fødevarer bliver bæredygtig med langt mindre belastning af klima og havmiljø. Ved at indtænke tangdyrkning i landbaseret fiskeproduktion, kan vi opfange og genbruge næringsstoffer som kvælstof og fosfor, så de går fra at være problematiske affaldsprodukter til at være en ressource. Det er et af de værktøjer, der skal bidrage til, at vi bevæger os mod en cirkulær bioøkonomi,” fortæller Annette Bruhn, seniorforsker på Aarhus Universitet.
Den lokale virksomhed Pure Algae, som ligger på Grenaa Havn, har udviklet netop sådan et system, hvor dyrkning af tang i store tanke kobles til fiskeproduktion på land, så vandet renses, samtidig med der produceres en værdifuld tangressource.
Tang på menuen
På årets tangkonference er der også fokus på, hvordan tang kan anvendes til blandt andet fødevarer, og der bliver rig mulighed for at smage på forskellige tangprodukter. En række virksomheder fremviser desuden produkter og uddeler smagsprøver på blandt andet tangbaseret ”tun”sandwich, fermenteret tang, tangchips og ”tangplantedeller”. Konferencemiddagen afholdes blandt pingviner, hajer og andre havdyr i Kattegatcentret, og tang vil indgå i både forret, hovedret og dessert.
FAKTA