Køb billet online & spar
05.08.2025

Vi kæmper mod dødelige spøgelsesnet

Kattegatcentret har indgået en ny partnerskabsaftale med NGO’en North Nature, der lokaliserer og fjerner livsfarlige spøgelsesnet fra danske farvande. Samarbejdet markeres den 12. august med “Spøgelsesnetdagen” – en oplevelsesrig dag i Kattegatcentret, hvor gæster inviteres med i kampen for et hav uden skjulte dødsfælder.

Hvert år mister utallige havdyr livet i tabte, forladte eller glemte fiskenet – de såkaldte spøgelsesnet. DTU Aqua anslog i 2021, at der ligger omkring 49.000 af disse net (eller stykker af net) skjult på havbunden i danske farvande. Nettene bliver ved med at fange og fastholde fisk, havfugle og havpattedyr længe efter, de er glemt af mennesker. Samtidig nedbrydes de langsomt og udleder mikroplast og tungmetaller til havmiljøet.

For at sætte fokus på problemet og støtte arbejdet med at fjerne de farlige net har Kattegatcentret indgået et nyt partnerskab med den danske NGO, North Nature, som aktivt arbejder med at registrere og fjerne spøgelsesnet.

"Det er hjerteskærende at tænke på de mange dyr, der hænger fast i gamle net og dør en pinefuld død uden formål. Derfor støtter vi North Nature økonomisk og bidrager samtidig med at øge opmærksomheden omkring spøgelsesnet og deres tragiske konsekvenser for livet i havet. Når vores gæster besøger os, støtter de også sagen – for en del af entréindtægten går direkte til vores arbejde med naturbevarelse, herunder fjernelsen af spøgelsesnet. Det er vi meget stolte af," fortæller Karsten Bjerrum Nielsen, direktør i Kattegatcentret.


HÅRDT ARBEJDE UNDER HAVETS OVERFLADE

North Nature har specialiseret sig i at lokalisere, dokumentere og fjerne spøgelsesnet fra havbunden. Arbejdet udføres i tæt samarbejde med dykkere og fiskere, og det kræver både teknisk snilde og fysisk styrke at skære nettene fri fra sten, vrag og havbund.

"At fjerne spøgelsesnet er alt andet end ligetil. Først skal vi finde dem – det kræver både meldinger fra folk til søs og teknisk kortlægning. Derefter skal nettene bjærges under vanskelige forhold, og det kræver erfaring og præcision," fortæller Jesper Appel Jensen, stifter af North Nature.

Organisationen har alene i Limfjorden fjernet 1.300 net – men der er stadig langt igen.

"Der er stadig tusindvis af spøgelsesnet tilbage i de danske farvande. Derfor betyder samarbejdet med Kattegatcentret rigtig meget. De hjælper ikke bare økonomisk – de når også ud til tusindvis af mennesker med viden og opmærksomhed om et problem, som alt for få kender til. Det er afgørende for, at vi kan gøre en reel forskel," fortæller Jesper Appel Jensen.


Spoegelsesnet

DEN 12. AUGUST BLIVER TIL SPØGELSESNETDAGEN

Det nye samarbejde markeres den 12. august 2025 med “Spøgelsesnetdagen” – en særlig temadag i Kattegatcentret, hvor fokus rettes mod en af havets mest oversete farer. Dagen byder på oplevelser og aktiviteter, der giver centrets gæster en dybere forståelse for havets skjulte trusler. Jesper Appel Jensen deler blandt andet sine erfaringer fra arbejdet under overfladen, og gæster kan også møde ham i udstillingsområdet, hvor han fremviser net og udstyr fra missionerne.

Borgmester i Norddjurs Kommune, Kasper Bjerregaard, deltager også i markeringen:

"Jeg vil gerne takke Kattegatcentret for at tage initiativ til en så vigtig indsats for havmiljøet. Det er netop den slags handlinger og formidling, der skal til, hvis vi skal skabe mere liv i havet. Havet kender ingen kommunegrænser, og i Havsamarbejdet i Østjylland, som omfatter 7 østjyske kommuner, arbejder vi på tværs af geografiske skel for at forbedre havets tilstand. Kattegatcentrets indsats er et stærkt eksempel på, hvordan lokale aktører kan gøre en reel forskel og engagere både borgere og besøgende i havets fremtid," udtaler borgmester Kasper Bjerregaard.


FAKTA

  • Kattegatcentret og non-profit organisationen North Nature har indgået: ”Partnerskabsaftale for aktivt at bidrage til fjernelse af spøgelsesnet i danske farvande”. Aftalen skal skabe grundlag for et langsigtet samarbejde med det formål at fjerne flest mulige spøgelsesnet fra danske farvande.
  • North Nature er dedikeret til at bekæmpe spøgelsesnet i danske farvande. Arbejdet bygger på praktisk indsats, strategisk samarbejde og forskning for at beskytte havets økosystemer.
  • Aftalen gælder i første omgang i perioden 2025-2028.
  • DTU Aqua anslog i 2021, at der ligger omkring 49.000 forladte, tabte eller glemte fiskenet (de såkaldte spøgelsesnet) eller stykker af net i de danske farvande.
  • En del af Kattegatcentrets entréindtægter går direkte til centrets naturbevarende arbejde – herunder støtte til fjernelse af spøgelsesnet.
  • Kattegatcentrets partnerskab med North Nature er indgået samtidig med den nye fiskeriaftale fra 2. juli 2025, som indeholder en national og langsigtet handlingsplan mod spøgelsesnet og andet marint affald.
  • Partnerskabet markeres den 12. august 2025 med “Spøgelsesnetdagen”. Her byder Kattegatcentret på oplevelser og aktiviteter, hvor gæster får viden, oplevelser og mulighed for at gøre en forskel.
  • Stifter af North Nature, Jesper Appel Jensen, og Borgmester i Norddjurs Kommune, Kasper Bjerregaard, deltager i “Spøgelsesnetdagen” den 12. august.
  • SÆRPROGRAM DEN 12. AUGUST:
    • 10:30: Borgmester i Norddjurs Kommune, Kasper Bjerregaard, holder åbningstale
    • 10:40: Jesper Jensen fra North Nature holder oplæg om spøgelsesnet
    • 11:00-12:00: Mød Jesper Jensen fra North Nature og bliv klogere på spøgelsesnet
    • 14:15: Jesper Jensen fra North Nature holder oplæg om spøgelsesnet
    • 14:30-15:00: Mød Jesper Jensen fra North Nature og bliv klogere på spøgelsesnet

Se hele programmet for den 12. august her

Til toppen
Copyright Kattegatcentret 2026
Top Attraktioner Logo
Hovedsponsorer:
Djurslands Bank Grenå Havn
Når du besøger www.kattegatcentret.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til at forbedre funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om vores vilkår og betingelser på www.kattegatcentret.dk her