Foråret markerer starten på ynglesæsonen hos pingvinerne i Kattegatcentret. Hundredevis af sten er blevet båret ind i pingvinanlægget, og nu begynder årets mest underholdende periode: pardans, flirt, redebyggeri og små dramatiske stentyverier.
Hos Kattegatcentrets 22 æselpingviner er ynglesæsonen begyndt. Dyrepasserne har derfor fyldt anlægget med sten, som pingvinerne bruger til at bygge deres reder.
”Vi har virkelig glædet os til den her tid på året, for ynglesæsonen er uden tvivl den sjoveste periode i pingvinanlægget. Der sker hele tiden noget – flirt, dans, redebyggeri, tyverier og masser af drama,” fortæller Maria Skov Rasmussen, dyrepasserkoordinator i Kattegatcentret.
I naturen bygger æselpingviner reder af sten på subantarktiske øer. Derfor har dyrepasserne transporteret et par hundrede kilo småsten og 12 store sten med redefordybninger ind i det toetagers pingvinanlæg.
HVEM BLIVER ÅRETS PINGVINPAR?
Dyrepasserne følger spændt med i, hvilke pingviner, der finder sammen i år. Kolonien rummer blandt andet to hun-par, og samtidig har Kattegatcentret mistet både en han og en hun det seneste år, så to pingviner skal finde en ny partner. Det gør sæsonen ekstra spændende, for selv små ændringer kan ændre dynamikken i kolonien, og der kan sagtens opstå overraskelser.
“Det er altid spændende at se, hvordan parrene falder på plads. Vi har blandt andet et lille trekantsdrama mellem pingvinerne Onslow, Sally og Madiba. Samtidig er vores to hanpingviner Holger og Felix omkring to år gamle og ved at være klar til at finde en partner. Og så har vi vores egen lille donjuan, Pablo, som lige nu flirter med flere af hunnerne,” fortæller Maria Skov Rasmussen.
PARDANS OG STENTYVERI
Pingviner vælger deres partner med omhu, da parret er sammen om at opfostre ungen. Kurmageriet består blandt andet af en synkron pardans, hvor pingvinerne spejler hinandens bevægelser. Begge køn deltager i redebygningen, selvom hannen ofte er mest aktiv med at hente sten. Pingvinparrene deles generelt om arbejdet – både med at bygge rede, ruge på æggene og passe ungen.
Men i kolonien er der også kamp om de bedste sten til rederne. Pingvinerne stjæler derfor gerne fra hinandens reder, og det kan hurtigt skabe små intriger og uventet drama.
“Pingvinerne er ikke blege for at stjæle sten fra hinandens reder, og det fører ofte til både sjove scener og masser af drama,” fortæller Maria Skov Rasmussen.
Det er fjerde ynglesæson i pingvinanlægget, som åbnede i 2022. I 2023 kom de første to pingvinunger i Kattegatcentrets historie til verden, og sidste sommer klækkede endnu en. Om årets redebyggeri fører til flere unger, vil vise sig i de kommende måneder – men lige nu er pingvinerne i fuld gang med årets sjoveste periode.








