Køb billet
05.10.2022

Millionprojekt indvies af fugleekspert

Kattegatcentret er blevet udvidet med et spektakulært pingvinanlæg, et nyt og moderne skoletjenestelaboratorium og nye forhold til dyrene bag kulisserne - og det hele indvies fredag den 7. oktober med deltagelse af den landskendte TV-vært og fugleekspert, Sebastian Klein.

Fredag den 7. oktober kl. 11-14 indvies Kattegatcentrets store udvidelse til 60,5 mio. kr., og det bliver borgmester i Norddjurs Kommune, Kasper Bjerregaard, samt den landskendte fugleekspert Sebastian Klein, der får æren af at klippe snoren og indvie det ambitiøse byggeri, der ikke kun omfatter et af verdens bedste pingvinanlæg. Kattegatcentrets dyr har nemlig også fået nye faciliteter bag kulisserne, og Kattegatcentrets Skoletjeneste har fået et moderne og specialdesignet undervisningslaboratorium lige i hjertet af Kattegatcentret tæt på hajer og pingviner.

”Jeg er meget stolt af, at vi nu er i mål med vores ambitiøse udvidelse, der er en seriøs opgradering af de oplevelser, vi tilbyder vores gæster, men også de faciliteter, vi stiller til rådighed for vores dyr bag kulisserne - og ikke mindst for de tusindvis af børn og unge, der hvert år modtager sjov, engagerende og lærerig undervisning i vores Skoletjeneste,” fortæller Karsten Bjerrum Nielsen, direktør i Kattegatcentret.

Det første spadestik til det omfattende byggeri blev taget den 7. august 2020, og udvidelsen er blandt andet støttet af den filantropiske forening Realdania, Den A.P. Møllerske Støttefond og Norddjurs Kommune.


”Vi er utroligt taknemmelige for den økonomiske støtte, som projektet har modtaget. Uden den store opbakning havde det været umuligt at gennemføre et så ambitiøst og spektakulært byggeri, der har stort fokus på bæredygtige og energioptimerede løsninger,” fortæller Karsten Bjerrum Nielsen.

ET PINGVINANLÆG I SÆRKLASSE


Kattegatcentrets nye pingvinanlæg i to etager åbnede for publikum den 18. juli og er et helt ekstraordinært pingvinanlæg i verdensklasse. Kun få steder i verden er det nemlig muligt at stå i samme rum som subantarktiske pingviner, og knap 70.000 børn og voksne har allerede lagt vejen forbi den østjyske turistattraktion til et sansemættet møde med de fascinerende havfugle.

”Kattegatcentret er et akvarium i høj klasse, som giver oplevelser i Østjylland året rundt til glæde for både børn og voksne. Og med de festlige pingviner ombord - i nye energioptimerede omgivelser - tiltrækker Kattegatcentret nu endnu flere familier og skoleklasser fra hele oplandet. Kattegatcentret er en stærk lokal attraktion, som jeg håber, vil bidrage til udviklingen på Djursland i mange år frem,” udtaler adm. direktør Jesper Nygård fra den filantropiske forening Realdania.

For Den A.P. Møllerske Støttefond har det været afgørende, at udvidelsen af Kattegatcentret med pingvinanlægget gør det endnu mere interessant og sjovt for især de yngre generationer at lære om det mangfoldige liv i havet ved selv at opleve fascinationen, når pingvinerne ”flyver” forbi.

VIGTIG MILEPÆL

Indvielsen er en vigtig milepæl for turistattraktionen, der til næste år fylder 30 år, og som blandt andet har en af landets største naturvidenskabelige Skoletjenester, hvor 12.000 børn og unge hvert år bliver bidt af havet.

”Udbygningen af Kattegatcentret med et pingvinanlæg, der er ét af kun otte pingvinanlæg i verden, hvor man står i samme rum som subantarktiske pingviner, er helt ekstraordinært. Udbygningen styrker stedet som national turistattraktion og er til stor glæde for både lokale og besøgende. Anlæggets nye faciliteter til formidling af naturvidenskaben til børn og unge fra skoler og uddannelsesinstitutioner i hele landet, bidrager med yderligere udvikling af området. Så på mange fronter er åbningen af pingvinanlægget en milepæl, Kattegatcentret har nået. En milepæl, som ikke kunne være nået uden Realdania, A.P. Møller Fonden og Kattegatcentret – en stor tak for det,” udtaler Kasper Bjerregaard, borgmester i Norddjurs Kommune.

Indvielsen den 7. oktober finder sted omkring Kattegatcentrets nye pingvinanlæg med subantarktiske æselpingviner, der lever ved køleskabstemperatur. Det koster energi, og for at sikre mest mulig bæredygtighed, både når det handler om klima, miljø og økonomi, er såvel design og indretning, valg af komponenter og systemer samt energiforsyning nøje gennemtænkt, og bæredygtige og energioptimerede løsninger er valgt.

FAKTA

  • Kattegatcentrets store udvidelse til 60,5 mio. kr. indvies den 7. oktober 2022 kl. 11-14
  • Borgmester i Norddjurs Kommune, Kasper Bjerregaard, samt TV-vært, skuespiller og fugleekspert, Sebastian Klein, klipper snoren til det ambitiøse byggeri
  • Kattegatcentrets store udvidelse omfatter et spektakulært pingvinanlæg, et nyt og moderne skoletjenestelaboratorium samt nye backstage faciliteter til dyrene
  • Kattegatcentrets nye pingvinanlæg i to etager åbnede for publikum den 18. juli 2022
  • Kattegatcentrets nye pingvinanlæg er ét blandt kun otte pingvinanlæg i verden, hvor man kan stå i samme rum som subantarktiske pingviner
  • Kattegatcentrets skoletjeneste er en af Danmarks største naturvidenskabelige skoletjenester, hvor 12.000 børn og unge hvert år bliver bidt af havet
  • Kattegatcentret fylder 30 år i 2023 og har siden åbningen i 1993 haft mere end 7 millioner gæster
  • Kattegatcentrets udvidelse er støttet af:
    • Realdania: 19,3 mio. kr.
    • Norddjurs Kommune: 16 mio. kr.
    • Den A.P. Møllerske Støttefond: 15. mio. kr.
    • Grenaa Havn: 5.000.000 kr.
    • Augustinus Fonden: 3.000.000 kr.
    • Beckett-Fonden: 750.000 kr.
    • FLAG Djursland - Den Europæiske Union Den Europæiske Hav- og Fiskerifond: 637.500 kr.
    • C.A.C. Fonden: 500.000 kr.
    • NRGi's Værdipulje: 300.000 kr.
Til toppen
Copyright Kattegatcentret 2022
Hovedsponsorer:
Når du besøger www.kattegatcentret.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til at forbedre funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om vores vilkår og betingelser på www.kattegatcentret.dk her