Køb billet online & spar
Vandets hemmeligheder

Vandets Hemmeligheder

I 2019 afholdes Norddjurs Naturvidenskabsfestival i Kattegatcentret under overskriften "Vandets hemmeligheder".

Norddjurs Naturvidenskabs­festival er for 6.-10. klassetrin og arrangeres i tæt samarbejde med Norddjurs Skoletjeneste, ASTRA og arrangørgruppen bag festivalen. Norddjurs Naturvidenskabsfestival er støttet af den naturvidenskabelige uddelingspulje.

HVORNÅR

Tirsdag den 24. september og onsdag den 25. september 2019 - begge dage fra kl. 09.30 - 13.00. OBS: Programmet er det samme for begge dage, så man tilmelder sig kun én af dagene.

PROGRAM

09.30: Festivalen åbnes af tangbaronerne fra Grenaa, SeaMan Chips

09.45-12.50: Rib-bådssejlads v. Mai Event

11.00: Kemishow v. Grenaa Gymnasium

12.00: Fodring og træning af hajer

12.50: Festivalen lukkes af borgmester i Norddjurs Kommune, Jan Petersen

Læs også mere om naturvidenskabsfestivalen her

GRATIS ADGANG TIL KATTEGATCENTRET

Kattegatcentret åbner i forbindelse med festivalen dørene for alle skoleklasser fra Norddjurs Kommune - også friskoler og efterskoler.OBS: Kattegatcentrets øvrige gæster betaler halv pris for indgang under naturvidenskabsfestivalen – uanset hvornår på dagen, de kommer.

Der kan deltage ca. 650 elever pr. dag, og alle skoler fra Norddjurs, der tilmelder sig inden for tilmeldingsfristen, vil blive tilgodeset med et vist antal elever.

GRATIS TRANSPORT

Norddjurs Skoletjeneste dækker transporten for folkeskoler i Norddjurs - der ikke kommer fra selve Grenaa.

TILMELDINGSFRIST

Sidste frist for tilmelding er den 13. september 2019. Tilmelding og reservation af bus skal ske til Rita Mogensen på mail: rim@norddjurs.dk. Husk at skrive, hvilken dag, I gerne vil komme.

Spørgsmål til dagen sendes til Søren Koops Forsberg på mail: sf@kattegatcentret.dk.

FORMÅL MED DAGEN

Naturvidenskabsfestivalen giver eleverne et godt indtryk af, hvordan ny teknologi og naturvidenskab fungerer i praksis og inspirerer dem fagligt i denne retning.

Du kan som lærer hente inspiration i dagens program til dine undervisningsforløb inden for fx fysik, kemi, matematik, biologi og sundhed. Og du kan møde lærere fra andre skoler og pædagogiske konsulenter i festivalens V.I.P. område.

Prik gerne til din kollega - han/hun er måske ikke opmærksom på festivalen!

OPGAVEARK TIL FESTIVALEN

DOWNLOAD OPGAVEARK (Svarene findes på standene)

Vi anbefaler, at I printer og gennemgår opgavearket med jeres elever hjemmefra.

DELTAG SELV SOM UDSTILLER

Skoler er meget velkomne til at deltage med en stand bemandet med egne elever og formidle et naturfagligt emne, man har arbejdet med på skolen. Festivalen kan på den måde bruges i arbejdet med et fællesfagligt fokusområde. Kontakt Søren Koops Forsberg på sf@kattegatcentret.dk for at høre mere.

LÆRER PÅ NATURVIDENSKABSFESTIVALEN

På festivalen vil der være inspiration til den fællesfaglige naturprøve og andre projekter, ligesom du som lærer har en unik mulighed for at netværke og etablere nye samarbejder med de mange eksterne læringsmiljøer, der har en stand. Der vil også være materiale, du kan tage med hjem.

Vi vil have tablets liggende i lærerområdet. Her håber vi, at I vil tage jer 5 minutter til at evaluere vores arrangement. Gør det gerne, mens I nyder kaffen.

DEM KAN DU MØDE PÅ NATURVIDENSKABSFESTIVALEN I KATTEGATCENTRET:

Viden Djurs

Viden Djurs er en vigtig uddannelsesaktører på Djursland inden for det tekniske, merkantile og almene fagområde. Viden Djurs tilbyder både erhvervsuddannelser og gymnasielle uddannelser, og innovation spiller en central rolle i undervisningen.

Grenaa Gymnasium

Grenaa Gymnasium er et lokalt gymnasium, der samarbejder med en masse forskellige lokale virksomheder og institutioner om undervisningen. Elever på Grenaa Gymnasium deltager hvert år i diverse science-konkurrencer. På festivalen vil elever fra gymnasiet give et hands on indblik i, hvordan tang udnytter de forskellige bølgelængder af lys og hvordan tang i fremtiden kan bruges som klima- og miljøvenlig mad og energikilde.

Nordisk Tang

Nordisk Tang er en fødevarevirksomhed beliggende i Grenå. Vi bruger tang, der enten er plukket lokalt eller dyrket her i Norden. Vi vil ikke alene lave velsmagende produkter, vi vil også gøre en aktiv indsats for at udvikle den forskning og nysgerrighed, der ligger til grund for en bæredygtig udnyttelse af tang som ressource.

AlgeCenter Danmark/Tang.nu

Disse samarbejder står for en række projekter, der undersøger perspektiverne i at bruge høst og indsamling af tang som et såkaldt marint virkemiddel til at skabe et renere havmiljø – og efterfølgende bruge tang-biomassen til fødevarer og foder.

Vandcenter DJURS

I Skoletjenesten tilbyder vi forløbet ”Find dit grundvand”. I kan også få hjælp til at analysere vandprøver eller få en ekspert på besøg på skolen.

Baunhøj Mølle

I Overmøllen vises en fungerende vindmølle. Der formidles møllers historie, betydning for samfundsudviklingen, udvikling og teknik (transmissionsteknik/gearingsprincipper). Det er oplagt at besøge møllen i forbindelse med undervisning i matematik og geometri.

I Undermøllen er der skiftende kunstudstillinger. Vi fortæller om kunstnerne og aktiverer med tegning og farver.

Norddjurs Skoletjeneste

Norddjurs Skoletjeneste tilbyder et samlet overblik over en række undervisningstilbud, som kan være med til at understøtte din undervisning.

Søren Kanne – Søndre afdeling

Elevformidling og udendørs bålmad: På festivalen kan I smage fiskespecialiteter i vores stand - selvfølgelig tilberedt og serveret af friske og fiskeinteresserede elever.

Auning Skole

Har erfaring med flere projekter ud af huset (bl.a. Science at Home) og vil på festivalen have fokus på muslinger – Havets rensningsanlæg. Her vil man kunne opleve dissektion af muslinger, samt se hvordan muslinger renser vandet i et akvarium.

Reno Djurs

Reno Djurs inviterer eleverne til at komme helt tæt på temaerne affald og ressourcer, bæredygtighed og samfundsansvar. Vores tilbud omfatter en ”Skoleskrald”-aktivitet for de mindste, hvor vi undersøger henkastet affald på skolen, rundvisning på genbrugsstationen for både indskoling og mellemtrin, samt rundvisning på vores deponeringsanlæg for de ældste. Vi kan desuden byde ind med undervisning tilpasset jeres projekter, særligt i fagene N/T, biologi og samfundsfag.

Det Grønne Museum

På Det Grønne Museum kan børn og unge gennem aktivitet, fordybelse og samarbejde få indblik i og viden om jagt, skov, landbrug og mad gennem tiderne. Alle undervisningsforløb indeholder et besøg i museets permanente udstillinger, hvor eleverne gennem fortællinger og dialog får mulighed for at leve sig ind i landbofamiliernes livsrytmer til hverdag, fest og højtid.

Astra

Astra er det nationale naturfagscenter, som kan understøtte og inspirere dig i din daglige undervisning inden for science. Det kan være inden for engineering, verdensmål, fællesfaglige fokusområder eller meget mere.

FysioDanmark - Grenaa Fysioterapi

Vi er en privatejet fysioterapiklinik med base i Grenaa sundhedshus. Vi hjælper mennesker, der har behov for udredning og diagnose af bevægeapparatets lidelser og specifik behandling. Vi varetager desuden undervisning og grundig information i sundhedsfremmende og forebyggende tiltag, dels på klinikken og på virksomheder/arbejdspladser.

Hovedet i Havet

Hovedet i Havet er et formidlingsprojekt, der i særlig grad retter sig mod skoleele­ver på 7.- 9. klassetrin. Gennem en række tværfaglige undervisningsforløb får børn og unge mulighed for at møde og opleve havets natur på en ganske unik måde.

Gammel Estrup

Museet tilbyder et enestående autentisk læringsrum, hvor børn og unge kan få et særligt indblik i adelens og de ansattes liv fra renæssancen og frem til 1930. Undervisningsforløbene har til formål at få eleverne til at reflektere over deres liv i sammenligning med livet på de danske godser førhen. Forløbene består af en kombination af dialogbaseret undervisning, rollespil og værkstedsaktiviteter. På Naturvidenskabsfestivalen, kan man i tråd med det overordnede tema, udforske voldgravens hemmeligheder og se hvad vandet omkring herregården har gemt på igennem tiderne.

Læs mere om naturvidenskabsfestival 2018 her

Arrangementet er støttet af naturvidenskabsfestivalens uddelingspulje

Læs også mere om naturvidenskabsfestivalen her

Til toppen
Copyright Kattegatcentret 2025
Top Attraktioner Logo
Hovedsponsorer:
Djurslands Bank Grenå Havn
Når du besøger www.kattegatcentret.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til at forbedre funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om vores vilkår og betingelser på www.kattegatcentret.dk her