Bliv klogere på fridmani barsen, der er koralrevsakvariets lille, farvestrålende fisk.
Nok er fridmani barsen lille, men den er til at få øje på
Fridmani barsen (Pseudochromis fridmani) har en helt utrolig skarp lilla farve, der fanger øjet. Selvom fridmani barsen er sky, lille og højst bliver omkring 6 cm lang, så er det en fisk, man lægger mærke til i koralrevsakvariet! Det er meget typisk for fiskene i familien af koralsmuttere (Pseudochromis), at de er nogle små, farvestrålende fisk.
Fridmani barsen er en lilla huleboer
Fridmani barsen er rigtig glad for huler og sprækker i klipper, hvor den lille, sky fisk ofte gemmer sig. Den lange tynde krop er perfekt til at kunne smyges igennem små huller og sprækker mellem sten og klipper. Her lever fridmani barsen af bittesmå dyreplankton, som også prøver at gemme sig mellem stenene. Fridmani barsen lever kun i Rødehavet, og den er opkaldt efter koralrevsbiologen David Fridmani, fra det Maritime Museum i Israel, der fangede den fridmani bars, som arten er beskrevet ud fra.
Læs mere om den japanske koglefisk, der også lever i huler
Alle fridmani bars starter livet som hunner
Fridmani bars lever ofte sammen, hvor der er en han og flere hunner i territoriet. Alle Fridmani bars er hunner, når de klækker ud af deres æg, og kan senere skifte køn til en han. Det sker, hvis hannen mangler, hvor en hun så vil overtage hans plads. Det er altid den største hun, der skifter køn og bliver den nye han. Men det er ikke noget med at fortryde sit kønsskifte – for når forvandlingen er sket, er hun en han resten af livet.
Læs mere om klovnfisken, der også skifter køn
Når far ikke stoler på mor
Når det er tid til at parre, opfører hannen en parringsdans uden for sin hule for at tiltrække hunnerne. Hvis en hun synes om dansen, tager hun imod tilbuddet og lægger sine flere hundrede æg i hulen. Bagefter jager hannen hunnen væk, så han kan passe på æggene alene. Han stoler nemlig ikke på, at hun kan gøre det godt nok. Han beskytter æggene og vifter frisk-iltet vand hen over dem med sine finner, indtil de klækker efter 3-5 dage.