Bliv klogere på sømrokken, der lever i Danmark - og som stikker, hvis du ikke passer på!
Sømrokkens hud er dækket af søm!
Sømrokken (Raja clavata) er en rokkeart, der findes i det danske farvand i Nordsøen og Kattegat. Derudover findes den langs Europas vestkyst, Middelhavet og ned langs hele Afrikas vestkyst. Rokken er helt flad og styrer med halen, mens den nærmest svæver gennem vandet ved hjælp fra de brede bugfinner, der næsten ligner vinger.
Sømrokken har kraftige hudtorne på oversiden af kroppen og ned langs halen, så sømrokken er ikke så nem og lækker at spise. Sømrokkens latinske navn Raja clavata betyder faktisk ”rokken, der er forsynet med søm”. Derudover er huden dækket af små, ru hudtænder, ligesom hos hajer.

Sømrokken lever på bunden
Man kan næsten se på rokkens form, og den fine lyse underside og mørke, ru, tornende overside, at sømrokken (og andre rokker generelt) lever på havbunden. Øjnene sidder på oversiden, mens munden sidder på undersiden. Med munden spiser sømrokken små fisk og andre smådyr, der lever ved bunden. Sømrokken er nataktiv, så det er i nattens mulm og mørke, at den rigtig går på jagt.

Sømrokken har en 6. sans
Ligesom hajer, har rokkerne en 6. sans - den såkaldte elektriske sans. Med den kan de opfange elektriske signaler fra andre organismer, og det kan både hjælpe dem med at finde byttedyr og selv undgå rovdyr.
Sanseorganerne, der kan opfange de elektriske signaler, hedder lorenzini ampuller. De findes især på hovedet, og hvis man er tæt på og kigger godt efter, kan de ses som små, mørke strukturer.
Læs mere om hajernes sanser her

Sømrokkens ægstraordinære rokkeæg
Ligesom hajerne har hanrokkerne hele to parringsorganer, og med dem kan de befrugte æggene hos en hunrokke. Efter befrugtning lægger hunnen ca. et æg om dagen og i alt 70-150 styks. Sådan et rokkeæg, ligner slet ikke fugleæg, som vi normalt tænker på, når man hører om æg. Rokke- og hajæggene er nemlig flade, aflange og mørkt brunlige i farven.
I hvert af de fire hjørner på ægget, sidder der hjørnetråde. På disse hjørnetråde er der små slidser, der sørger for, at der kommer friskt havvand gennem skallen. Efter at have ligget på havbunden i 4-5 måneder, bryder den lille sømrokke ud af kapslen. Sommetider kan man finde de tomme ægkapsler skyllet op på stranden.
Læs mere om vores avlsarbejde med sømrokker her
Læs mere om, da vi i naturbevarelsens navn genudsatte sømrokker i naturen i 2022