Køb billet online & spar
27.09.2019

PIGER FÅR SMAG FOR NATURVIDENSKAB

70 piger smager på tang i Kattegatcentret og dykker ned under havets overflade onsdag den 2. oktober, hvor der er Girls’ Day In Science. Formålet er at inspirere pigerne til at vælge den naturvidenskabelige karrierevej.


I Danmark mangler der piger, der vælger en uddannelse eller karriere inden for IT, teknologi eller naturvidenskab – og det skal der gøres noget ved. Derfor slår Kattegatcentret i samarbejde med Aarhus Universitet dørene op for 70 piger fra henholdsvis Rønde Gymnasium, Auning Skole og Molsskolen til en hel dag med naturvidenskab på skemaet. Det sker på Tektankens kampagnedag Girls’ Day In Science onsdag den 2. oktober.


”Vi er rigtig glade for at kunne være rollemodeller og åbne pigernes øjne for, at naturvidenskab selvfølgelig også er noget for dem - og at der er et helt hav af spændende muligheder, hvis de har lysten og modet til at gå den naturvidenskabelige karrierevej. Og der er mere end nogensinde brug for dem i landets virksomheder,” fortæller Lone Thybo Mouritsen, biolog og leder for forskning i Kattegatcentret.


Til Girls’ Day In Science i Kattegatcentret skal pigerne både omdanne tang til salat, chips og lækre gelekugler med smag, høre spændende oplæg og studere planteplankton og springlag.


PLADS TIL FORBEDRING

Girls’ Day in Science er Tektankens landsdækkende kampagnedag, hvor i alt 60 virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner fra hele landet inviterer piger fra grundskoler og gymnasier indenfor. På landsplan deltager over 3200 piger i arrangementet.


”Som kvindelig universitetsforsker kan jeg klart se vigtigheden af, at flere piger vælger en naturvidenskabelig karrierevej. Derfor er jeg super glad for at være med til at inspirere piger til at se sig selv i et job inden for naturvidenskab og teknologi,” fortæller seniorforsker Annette Bruhn fra Aarhus Universitet, der er en af de fire kvinder, pigerne vil møde i Kattegatcentret, og fortsætter:


”Jeg er netop kommet hjem fra en international konference. Her var kun 5 ud af 24 talere kvinder, så der er afgjort plads til forbedring.”


FAKTA


  • Girls’ Day in Science er Tektankens landsdækkende kampagnedag
  • Tektanken er et landsdækkende netværk mellem virksomheder og uddannelsesinstitutioner, der faciliteres af Naturvidenskabernes Hus
  • Girls’ Day In Science sætter fokus på, at der er mange piger, der fravælger en IT-faglig, teknologisk eller naturvidenskabelig retning i deres uddannelses- og karrierevalg ved ofte at afskrive det som en mulighed. Girls’ Day in Science har fokus på succesoplevelser, så pigerne får tiltro til egne evner
  • STEM er en samlebetegnelse for uddannelser, der ligger inden for Science, Technology, Engineering og Math. Tal fra Danmark Statistik viser, at der mellem 2008 og 2018 er sket en næsten fordobling af antallet af STEM-studerende, imens at optaget på videregående uddannelser generelt er steget med 55 procent. Men selvom der er sket en markant stigning i STEM-studerende, viser tallene samtidig, at fordelingen på omkring 70 procent mænd og 30 kvinder på STEM-uddannelserne er uændret i samme periode
  • Kattegatcentret afholder Girls’ Day In Science i samarbejde med Aarhus Universitet
  • I alt 70 piger besøger Kattegatcentret til Girls Day In Science. Pigerne kommer fra henholdsvis Rønde Gymnasium, Auning Skole og Molsskolen. Kl. 9-12 er der program for grundskoler, og kl. 13-16 er der program for gymnasieeleverne

Læs om deltagerrekord til naturvidenskabsfestival 2019


Læs om oplevelser i efterårsferien 2019 her

Til toppen
Copyright Kattegatcentret 2024
Top Attraktioner Logo
Hovedsponsorer:
Djurslands Bank Grenå Havn
Når du besøger www.kattegatcentret.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til at forbedre funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om vores vilkår og betingelser på www.kattegatcentret.dk her