Over 44.000 gæster lagde vejen forbi Kattegatcentret i juli måned, som dermed blev den mest velbesøgte juli i Kattegatcentret i otte år. Fornem pris, dedikerede formidlere og et alsidigt aktivitetsprogram er en del af forklaringen.
Der er god grund til at glæde sig over sommeren i Kattegatcentret. I juli måned blev hele 44.053 gæster nemlig ’bidt af havet’ i Danmarks Hajcenter på spidsen af Jyllands næse. Dermed markerer juli måned sig som den mest velbesøgte i Kattegatcentret siden 2011.
”Det er utroligt glædeligt, at vi denne sommer sammenlignet med de sidste otte år har oplevet en stigning i danske såvel som udenlandske gæster – specielt nordmænd har vi oplevet en klar fremgang af. Men jeg kan ikke sige, at de mange gæster kommer som den helt store overraskelse,” fortæller Helle Hegelund, direktør i Kattegatcentret.
´Nordens Bedste Akvarium` byder på noget for enhver smag
Bag kulisserne er der nemlig blevet arbejdet hårdt på at skabe et godt og alsidigt aktivitetsprogram for sommerens mange besøgende – og det har ageret trækplaster.
”Vi har en gruppe dybt dedikerede medarbejdere og nogle fantastiske formidlere, der brænder for at gøre vores gæster bidt af havet. Og når en gæst har fået en god oplevelse, så spreder det sig som ringe i vandet og er den bedste form for reklame,” fortæller Helle Hegelund og fortsætter:
”Derudover blev vi i 2019 kåret som ´Nordens Bedste Akvarium` for 3. gang, og det tror jeg blandt andet skyldes vores alsidige aktivitetsprogram, der byder på noget for enhver smag. For eksempel kunne du i sommer både opleve fodringen af Danmarks eneste sandtigerhaj, tage på en actionfyldt sejltur i RIB båd, lave tangsalt og fange krabber,” fortæller Helle Hegelund, som heller ikke afviser, at det blandede sommervejr kan have haft en positiv effekt.
Kattegatcentret håber, at den gode tendens fortsætter resten af året.
”Lige nu er vi 17 procent foran vores budgetterede besøgstal og ligger faktisk på niveau med 2016, som hidtil har været en højdespringer. Så vi krydser fingre og håber på at kunne se tilbage på et rekordår, når året er omme,” slutter Helle Hegelund.
FAKTA
- I juli måned 2019 besøgte 44.053 gæster Kattegatcentret. Det er det største antal gæster for juli måned i otte år
- År til dato har Kattegatcentret haft 117.058 gæster. Det er på niveau med gæstetallet fra 2016 (119.632), der hidtil har været et rekordgodt år siden 2010
- Kattegatcentret har oplevet en stigning i udenlandske gæster - herunder særligt nordmænd
Læs mere om oplevelser i sommerferien her