Køb billet online & spar
08.10.2019

Verdens tang-elite mødes i Grenaa

Når næsten 100 tanginteresserede fra hele verden mødes til Nordic Seaweed Conference i Grenaa den 9.-10. oktober, er det blandt andet bæredygtighed og FN’s Verdensmål, der er omdrejningspunktet. Emnerne spænder bredt fra tangbaseret bioethanol og bæredygtig tørringsteknologi til sundhed hos mennesker og dyr, og hvordan udnyttelse af tangens umamismag kan få os til at spise en mere plantebaseret kost.

Det er niende gang, at partnerne bag AlgeCenter Danmark - Aarhus Universitet, Teknologisk Institut og Kattegatcentret - samler forskere, erhvervsfolk og myndigheder fra ind- og udland til Nordic Seaweed Conference. I 2019 samler konferencen 95 deltagere fra Nordeuropa, USA og Japan, som kommer til Grenaa for blandt andet at dele viden om, hvordan dyrkning og anvendelse af tang kan bidrage til at opfylde FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling.


Udnyttelse af tang har betydning på mange niveauer

Det er blandt andet i indsatsen for at opfylde Verdensmålene vedrørende ”Livet i havet”, ”Sundhed og trivsel”, ”Bæredygtig Energi” og ”Klimaindsats”, at dyrkning og anvendelse af tang kan spille ind.


”Dyrkning og anvendelse af tang som en ny bæredygtig bioressource er lige præcis én af de løsninger, der på mange planer kan bidrage til at opfylde Verdensmålene. Og konferencen rammer lige hovedet på sømmet med det syttende mål: ”Partnerskaber for handling”. Det er bindende nødvendigt, at vi samarbejder mellem forskning og erhverv på tværs af faggrænser, for at nå i mål,” fortæller Annette Bruhn, seniorforsker på Aarhus Universitet, Institut for Bioscience.


Konferencens mange oplæg sætter blandt andet fokus på, hvordan tangdyrkning og –høst kan forbedre havmiljøet, og hvordan tang kan anvendes til både sunde fødevarer, foder, medicin og klimavenlig bioenergi. Deltagerne vil også diskutere udfordringerne i, at den brede offentlighed i udgangspunktet er positiv over for tangdyrkning, men at denne holdning kan ændres efterhånden som dyrknings- og produktionsanlæg bliver større.


Den nye generation af tangnørder

Gennemsnitsalderen for deltagere på internationale konferencer er normalt ”til den voksne side”, men det er anderledes på dette års Nordic Seaweed Conference, hvor en gruppe unge fra Norden deltager som en del af et nystartet EU projekt. De unge er med i Erasmus projektet ”Macroalgae Initium”, hvor Kattegatcentret og Aarhus Universitet arbejder sammen med partnere i Norge, Sverige og Irland om at inspirere og uddanne unge til en karriere med tang som omdrejningspunkt.


”Vi glæder os meget til at bringe de unge mennesker sammen med de mere etablerede forskere og virksomheder og tror på, at det vil betyde utroligt meget for de unge at møde nogen, der beskæftiger sig fuldtids med tang og faktisk lever af det,” fortæller forskningsleder i Kattegatcentret, Lone Thybo Mouritsen.


Fakta:


  • Konferencen afholdes på Kystvejens Hotel, Kystvej 26, 8500 Grenaa fra onsdag den 9. oktober kl. 10.00 til torsdag den 10. oktober klokken 14.40
  • Nordic Seaweed Conference afholdes for niende gang i Grenaa. Konferencen afholdes altid onsdag og torsdag i uge 41
  • Nordiske unge deltager i konferencen onsdag kl. 17.30-19.00 og torsdag kl. 9.00-10.10, hvor programmet er særligt interessant for dem
  • Til ”Seaweed Market and Postersession” onsdag kl. 17.30 i Kystvejens Hotels Foyer serverer Grenaas ukronede tangkonge, Heine Max fra Seaman Chips, tang tapas for konferencens deltagere
  • Umiddelbart efter konferencen afholdes møde i AlgeCenter Danmarks Erhvervsnetværk for virksomheder med interesse i tang


Teknologisk Institut afprøver ethanol fremstillet af tang under virkelig kørsel. Testen viser, at brændstoffet performer helt på højde med det brændstof, der sælges på tankstationerne i dag.

Læs mere om Nordic Seaweed Conference her


Læs mere om AlgeCenter Danmark her


Læs om oplevelser i efterårsferien her

Til toppen
Copyright Kattegatcentret 2025
Top Attraktioner Logo
Hovedsponsorer:
Djurslands Bank Grenå Havn
Når du besøger www.kattegatcentret.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til at forbedre funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om vores vilkår og betingelser på www.kattegatcentret.dk her