I 2019 blev over 155.000 gæster bidt af havet i Kattegatcentret, hvilket er det bedste resultat siden 2009. Det er blandt andet en haj med sylespidse tænder og en fornem pris, der menes at have tiltrukket de rekordmange besøgende.
Ved årsskiftet blev der i dén grad uddelt ”haj-fives” blandt medarbejderne i Kattegatcentret, som gik ind i det nye årti med et rekordår bag sig. Med hele 155.273 besøgende blev 2019 nemlig det mest velbesøgte år siden 2009.
”Det er fantastisk, at vi sidste år ikke kun satte besøgsrekord henover sommeren, men at hele 2019 endte med at blive et rekordår med det højeste besøgstal i 10 år. Vi har oplevet en klar fremgang af både danske og udenlandske gæster, og det er utroligt glædeligt,” fortæller direktør i Kattegatcentret, Helle Hegelund.
EN HOLDINDSATS AF DIMENSIONER
Ifølge Kattegatcentrets direktør er en fornem pris og en haj med sylespidse tænder en del af forklaringen.
”I 2019 blev Kattegatcentret for tredje gang kåret som ´Nordens Bedste Akvarium`, og det tror jeg blandt andet skyldes vores alsidige aktivitetsprogram, der byder på noget for både store og små. Derudover kan man som det eneste sted i Danmark stå snude mod snude med en frygtindgydende sandtigerhaj, og det tror jeg alt sammen har haft en positiv effekt på besøgstallet,” fortæller Helle Hegelund.
Men en fornem pris og et godt aktivitetsprogram kommer man ikke sovende til.
”Bag enhver succes står et hårdtarbejdende team af medarbejdere, og jeg er mildest talt pivstolt af Kattegatcentrets dedikerede medarbejdere, der hver dag går på arbejde for at gøre en forskel for havets natur og Kattegatcentrets mange gæster. Det høje besøgstal skyldes uden tvivl en holdindsats af dimensioner,” fortæller Helle Hegelund.
HISTORISK NY REKORD I 2020?
Sidste års høje besøgstal sætter endnu mere damp på kedlerne i Kattegatcentret, der i 2020 blandt andet byder på et første spadestik, en ny udstilling, nye aktiviteter og nye fisk.
”I 2020 glæder vi os helt vildt til at tage det første spadestik til vores fremtidige pingvinanlæg, til efteråret åbner vi en stor Troels Kløvedal-udstilling, og så byder året selvfølgelig også på et hav af nye aktiviteter og nye, spændende fisk. Blandt andet har vi lige modtaget en queensland bars, der kan blive over to meter lang,” fortæller Helle Hegelund.
Helle Hegelund håber derfor, at 2020 også vil markere sig som et rekordår i mere end én forstand.
”Det kunne selvfølgelig være fantastisk, hvis 2020 også bliver en højdespringer på gæstefronten. Hvis det sker, så runder vi tilmed de 7 millioner gæster mod slutningen af året,” slutter Helle Hegelund.
FAKTA
- 155.273 gæster besøgte Kattegatcentret i løbet af 2019, og det er det bedste resultat i 10 år
- I 2018 var besøgstallet 135.217 gæster, og i 2009 var besøgstallet 176.056 gæster
- Kattegatcentret åbnede i 1993 og forventer at runde de 7 millioner besøgende i 2020. Kattegatcentrets samlende besøgstal er pt. 6.845.546 gæster
- Kattegatcentret vandt for tredje gang Store Barnsemester-prisen i kategorien Nordens Bedste Akvarium i 2019. Kattegatcentret vandt også prisen i 2016 & 2018 og blev nr. 2 i 2017
- Kattegatcentret tager i løbet af foråret det første spadestik til et nyt, stort pingvinanlæg. Ombygningen omfatter også et nyt skoletjenestelaboratorium og tidssvarende karantænefaciliteter. Pingvinanlægget forventes at stå færdigt i starten af 2022
- I januar 2020 er følgende indtrådt i Kattegatcentrets bestyrelse: Terje Vammen, partner og direktør i Silverbullet samt Espen Højlund, CEO og partner i Advice
Læs mere om Kattegatcentret her