Køb billet online & spar
12.09.2022

Enestående hajunger er kommet til verden

To yderst sjældne hajunger med striber som en zebra er kommet til verden i Kattegatcentret, og det er lidt af en sensation. Det er nemlig første gang nogensinde, at der klækker zebrahornhajer i et akvarium i Europa - og på verdensplan, kan det tælles på én hånd.

Det vrimler nærmest med hajunger i Kattegatcentret for tiden. Det er nemlig ikke mere end godt og vel en måned siden, at Kattegatcentrets revlehajhun overraskede alt og alle med en sensationel hajfødsel i hajtanken. Og nu har endnu et hold sjældne hajunger set dagens lys, for natten til søndag kom to zebrahornhaj-unger til verden i Kattegatcentret – og også denne gang er det en historisk begivenhed.

”Så vidt vi ved, er det første gang i Europa, at der er registeret avl på zebrahornhajer, og på verdensplan er det også en sjældenhed med kun ganske få fortilfælde. Så det er kæmpestort, og vi er super stolte af, at det er lykkedes os at avle på denne hajart,” fortæller kurator og marinbiolog i Kattegatcentret, Rune Kristiansen.

Zebrahornhajunge

Flere hajunger i vente


Og de to hajunger, der er cirka 20 cm lange, og som navnet antyder har sorte striber langs kroppen, forventes at få søskende i nærmeste fremtid. For yderligere tre zebrahornhaj-æg er meget tæt på at klække.

”Det er et halvt år siden, at vores zebrahornhaj-hun til vores store overraskelse pludselig lagde seks ægkapsler over en periode på tre uger, og siden har vi holdt nøje øje med dem. Et enkelt hajæg gik desværre til, men de resterende har overlevet - og nu kan vi se, at æggeblommen er spist op, så det er bare et spørgsmål om tid, før de sidste hajæg også vil klække,” fortæller Rune Kristiansen.

At hajæggene rent faktisk viste sig at være befrugtede, er også kommet bag på dyrepassere og biologer i Kattegatcentret.

”Vi regnede faktisk ikke med, at vores zebrahornhaj-han var kønsmoden, men som ugerne gik, kunne vi til vores store glæde se, at den var god nok – der var sørme liv i æggene,” fortæller Rune Kristiansen om hajæggene, der har en yderst, særpræget form.

Særprægede ægkapsler


Zebrahornhajer har nemlig nogle af verdens mest ejendommelige former for hajæg, der er spiralformede, fortykkede hornkapsler med klistrede og snoede tråde i enden.

”Det er virkelig nogle fantastisk smukke og helt anderledes former for hajæg, end man normalt ser. Den specielle form gør, at hunhajen lettere kan gemme ægget – fx tage det op i munden og skrue det fast mellem sten og klippesprækker, så det er i sikkerhed for rovdyr,” fortæller Rune Kristiansen.

Da der var stor risiko for, zebrahornhaj-hannen ville spise ægkapslerne, blev de hurtigt bragt i sikkerhed i et akvarie for sig selv – og hvornår de præcist ville klække, var helt afhængig af temperaturen.

”Det kan tage helt op til et år for zebrahornhaj-æg at klække, da det afhænger af temperaturen. Men vi har løbende gennemlyst ægkapslerne og fulgt udviklingen, og når æggeblommen er spist op, er det tid for hajungen at komme ud. Nogle gange kan hajunger dog have svært ved at bryde ud af ægkapslen og risikerer derfor at dø, så vi var parate til at give dem en hjælpende hånd ved simpelthen at klippe ægkapslerne op lidt ligesom et kejsersnit,” fortæller Rune Kristiansen.

De nyklækkede hajunger med zebrastriber kan allerede nu opleves i Kattegatcentrets udstilling.


FAKTA

  • To zebrahornhaj-unger er kommet til verden i Kattegatcentret
  • Hajungerne er cirka 20 centimeter lange, har overdimensionerede finner og striber som en zebra
  • Zebrahornhajer har det latinske navn Heterodontus zebra
  • Det er så vidt vides første gang i Europa, at det er lykkedes et akvarie at avle på zebrahornhajer, og det er også en stor sjældenhed på verdensplan
  • Yderligere tre ægkapsler forventes at klække i løbet af de næste to uger
  • Det er et halvt år siden, at Kattegatcentrets zebrahornhaj-hun til Kattegatcentrets store overraskelse lagde æg
  • Nogle hajarter føder levende unger, mens andre hajarter – og oftest de bundlevende – lægger æg
  • Zebrahornhajer er en sjældenhed i akvarier verden over
  • Der findes meget lidt viden om avl på zebrahornhajer, så Kattegatcentret er forgangs-akvarie
  • Zebrahornhajers ægkapsler har en yderst særpræget form og udseende
  • De nyklækkede hajunger kan opleves i Kattegatcentrets udstilling

Læs mere om zebrahornhajer her



Til toppen
Copyright Kattegatcentret 2024
Top Attraktioner Logo
Hovedsponsorer:
Djurslands Bank Grenå Havn
Når du besøger www.kattegatcentret.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til at forbedre funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om vores vilkår og betingelser på www.kattegatcentret.dk her