Køb billet online & spar
13.04.2023

90.000 kr. på vej til olieindsmurte pingviner

Hjælpen er på vej til olieindsmurte pingviner på Falklandsøerne. Et samarbejde mellem Kattegatcentret og Dansk Ornitologisk Forening har nemlig genereret over 90.000 kroner, der ubeskåret går til at hjælpe de truede havfugle.

Olieindsmurte vinger, druknede fugle i fiskenet og voldsomme forandringer i klimaet. Truslerne mod pingviner er mange, og mere end halvdelen af verdens pingvinarter nærmer sig i dag udryddelse.

For at hjælpe de vilde pingviner i naturen, har Kattegatcentret derfor indgået et formidlings- og indsamlingssamarbejde med Dansk Ornitologisk Forening - Birdlife Danmark. Gennem direkte donationer og salg af pingvinbamser i Kattegatcentrets butik, er der foreløbigt indsamlet præcist 90.607,24 kroner til de truede havfugle.

”Det er et flot beløb, og vi er rigtig glade for, at vores gæster og andre fuglevenner har støttet op om vores samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening – og at der nu er en god sjat penge på vej til at hjælpe pingvinerne i naturen. Det har de jo desværre brug for,” fortæller Karsten Bjerrum Nielsen, direktør i Kattegatcentret.

Alle indsamlede midler går ubeskåret til miljøorganisationen Falklands Conservation og deres arbejde med at hjælpe olieindsmurte pingviner.

OLIELÆKAGE ER EN KATASTROFE FOR PINGVINER

Pingvinerne på Falklandsøerne har desværre hårdt brug for hjælp, for det er nemlig en katastrofe, når en hel koloni af pingviner svømmer ind i en olielækage.

”Olien klistrer fuglene sammen og gør, at pingvinernes fjerdragt ikke længere er en smart, vandtæt dykkerdragt. Falklands Conservation har derfor etableret et akutcenter, hvor frivillige står klar til at rykke ud, hvis katastrofen sker. De olieindsmurte pingviner indfanges, vaskes og plejes, til de er klar til at blive genudsat,” fortæller Toke F. Nyborg, International Advisor hos Dansk Ornitologisk Forening.

Men det er ikke kun olielækage, der er en trussel for pingviner – de trues nemlig fra flere kanter.

”En del af de indsamlede midler går også til at indsamle data om pingviners fouragerings- og bevægelsesmønstre, men også til at bekæmpe invasive arter. Særligt rotter er en trussel mod pingvin-bestandene på Falklandsøerne, for de æder nemlig pingvinernes æg og unger,” fortæller Toke F. Nyborg.

Kattegatcentret og Dansk Ornitologisk Forening - Birdlife Danmark indgik deres formidlings- og indsamlingssamarbejde i forbindelse med tilblivelsen af Kattegatcentret nye pingvinanlæg med æselpingviner, der åbnede i sommeren 2022.

”Alle vores dyr er ambassadører for sine artsfælder i det fri, og vores æselpingviner spiller derfor en central rolle i formidlingen om pingviner, og hvordan de beskyttes bedst muligt i naturen. Vores formidlings- og indsamlingssamarbejde med DOF bidrager til at løse denne vigtige opgave,” fortæller Karsten Bjerrum Nielsen.

Støt pingvinerne her


FAKTA


  • Kattegatcentret har i forbindelse med tilblivelsen af sit nye pingvinanlæg indgået et formidlings- og indsamlingssamarbejde med Dansk Ornitologisk Forening - Birdlife Danmark, der foreløbigt har indsamlet 90.607,24 kroner til truede pingviner på Falklandsøerne
  • Mere end halvdelen af verdens pingvinarter nærmer sig i dag udryddelse, og pingviner er truet fra flere kanter. Læs mere om trusler mod pingviner her
  • Man kan stadig give en donation og hjælpe olieindsmurte pingviner på Falklandsøerne. Læs mere om Kattegatcentret og DOF’s partnerskab for pingviner her
  • Kattegatcentrets nye pingvinanlæg i to etager åbnede for publikum den 18. juli 2022. Kattegatcentrets pingvinanlæg er ét af kun otte pingvinanlæg i verden, hvor det er muligt at stå i samme rum som subantarktiske pingviner. Læs mere om Kattegatcentret nye pingvinanlæg her
Til toppen
Copyright Kattegatcentret 2024
Top Attraktioner Logo
Hovedsponsorer:
Djurslands Bank Grenå Havn
Når du besøger www.kattegatcentret.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til at forbedre funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om vores vilkår og betingelser på www.kattegatcentret.dk her