Kattegatcentret udvidede i dag, mandag den 31. marts, med en spektakulær ny beboer. Danmarks største rovdyr, en imponerende hangråsæl på 212 kg, er nemlig flyttet ind. Dermed skriver Kattegatcentret dansk akvariehistorie som det eneste akvarium i landet, hvor gæster kan opleve en hangråsæl helt tæt på – og ovenikøbet i selskab med en hun.
Bliv blandt de allerførste til at møde Nino i påskeferien
I dag, mandag den 31. marts, ankom en særdeles bemærkelsesværdig ny beboer til Kattegatcentret. Hangråsælen Nino, en kraftfuld og majestætisk sæl på hele 212 kg og 2,3 meter i længden, flyttede nemlig ind i Kattegatcentrets udendørs sælanlæg. Med ankomsten af Nino markerer Kattegatcentret sig som det eneste akvarium i Danmark, hvor gæster kan opleve en hangråsæl helt tæt på – og tilmed en han og en hun sammen.
”Vi har virkelig glædet os til at modtage Nino, der med sin imponerende størrelse, store personlighed og karakteristiske udseende bliver en markant og iøjnefaldende ny beboer i sælanlægget,” fortæller Rune Kristiansen, marinbiolog og kurator i Kattegatcentret.
EN STOR DAG FOR BÅDE NINO OG TULLE
Nino er ikke den eneste, der med sin indflytning står overfor en stor omvæltning. Også Kattegatcentrets 12-årige hungråsæl, Tulle, der hidtil har været den eneste gråsæl i det store udendørs naturanlæg, skal for første gang siden hun var unge møde en artsfælle. Ligeledes bliver det første gang i 11 år, at den 14-årige Nino møder en hungråsæl.
”Vi har besøgt Nino flere gange, og mit indtryk er, at han har en fantastisk personlighed – han er selvsikker, godmodig og meget veltrænet. Vi har været utroligt spændte på at se, hvordan han vil reagere på sine nye omgivelser, men mit håb og klare forventning er, at han vil trives godt i sit nye hjem og ikke mindst sammen med Tulle,” fortæller Mia Rasmussen, dyrepasser og ansvarlig for sælerne i Kattegatcentret.

CHARMERENDE – MEN LIDT GENERT SÆL-SVÆRVÆGTER
Nino ankom til Kattegatcentret kl. 13 fra Syddansk Universitets Marinbiologiske Forskningscenter og Fjord&Bælt i Kerteminde, hvor han har boet siden han var unge. Ved ankomsten blev han nænsomt løftet ind i sælanlægget i sin transportkasse med hjælp af en truck. Da Nino var sikkert placeret i anlægget, åbnede dyrepasserne for transportkassen, hvorfra en lidt betuttet, men charmerende sværvægter af en sæl forsigtigt tog sine nye omgivelser i øjesyn.
”Nino var, som vi forventede, en smule genert, men tog hurtigt mod til sig og bevægede sig det sidste stykke ned ad en rampe til en afgrænset del af anlægget – en slags kravlegård, hvor han i trygge rammer kan tage alle indtryk ind og langsomt vænne sig til sine nye omgivelser – og ikke mindst til Tulle,” fortæller Mia Rasmussen.
SKÅNSOM INTRODUKTION
Denne forsigtige introduktion er planlagt for at sikre, at begge sæler får god tid og ro til at vænne sig til hinanden.
"Vi har gjort alt for at sikre en så skånsom overgang som muligt for både Nino og Tulle, og det gik præcis, som det skulle. Tulle iagttog Nino på afstand, men nærmede sig langsomt mere og mere – og det var tydeligt, at de var utroligt nysgerrige på hinanden. Det tegner rigtig godt for, at de hurtigt vil finde tryghed i hinandens selskab, så vi er meget glade og optimistiske," fortæller Mia Rasmussen.
For at give Nino den bedst mulige introduktion til sit nye hjem, vil Kattegatcentret i samarbejde med to dyrepassere fra SDU/Fjord&Bælt de næste par dage nøje følge ham og overvåge hans adfærd for at sikre, at han trives i sine nye omgivelser – og hvis alt går som forventet, vil Nino og Tulle blive lukket helt sammen inden for de nærmeste dage.

EN MILEPÆL FOR KATTEGATCENTRET
Ninos indflytning er noget af en Danmarkssensation, for med den nye beboer bliver Kattegatcentret det eneste akvarium i Danmark, hvor besøgende kan opleve en hangråsæl helt tæt på – og ovenikøbet en han og en hun i forening.
”Gråsæler er ikke kun Danmarks største rovdyr, men også utroligt fascinerende dyr, og vi glæder os til at give gæsterne en endnu tættere oplevelse af dem. Samtidig bliver det en værdifuld berigelse for Tulle at få selskab af en artsfælle,” fortæller Mia Rasmussen.
FORSIGTIGT HÅB OM GRÅSÆLUNGE
Om introduktionen af en hangråsæl til Tulle vil bære frugt, vil tiden vise, men Kattegatcentret håber på fremtidig avl.
”Vi har ikke planer om at bruge Nino til avl lige med det samme, men vi vil ikke udelukke muligheden for, at der om nogle år måske vil komme en gråsælunge hos os. Avl kræver dog nøje planlægning og grundige overvejelser,” forklarer Mia Rasmussen.
Uanset hvad, venter der Kattegatcentrets gæster en helt særlig oplevelse, når de fremover besøger Kattegatcentrets udendørs sælanlæg.
"Vi håber, at vores gæster bliver lige så betagede af gråsæler, som vi er. De er nogle fantastiske dyr, der fortjener både respekt og beundring," fortæller Mia Rasmussen.
Bliv blandt de allerførste til at møde Nino i påskeferien
FAKTA
- Mandag den 31. marts flyttede en stor hangråsæl på 212 kg og 2,3 meter i længden ind i Kattegatcentrets 820 m2 store udendørs sælanlæg.
- Med ankomsten af Nino bliver Kattegatcentret det eneste akvarium i Danmark, hvor gæster kan opleve en hangråsæl helt tæt på – og ovenikøbet en han og en hun i forening.
- Nino skal dele anlæg med Kattegatcentrets 12-årige hungråsæl, Tulle.
- Nino er 14 år gammel og blev født i Madrid Zoo den 3. januar 2011. Som unge kom han til Syddansk Universitets Marinbiologiske Forskningscenter og Fjord&Bælt i Kerteminde, hvor han har været en vigtig del af forskningsprojekter omkring sælers adfærd, kognitive funktion og evne til at navigere.
- Ninos indflytning markerer et generationsskifte i Kattegatcentrets sælflok. Fredag den 21. marts blev Kattegatcentrets 22-årige spættede hansæl, Felix, aflivet på grund af helbredsmæssige problemer. Mandag den 24. marts rejste Kattegatcentrets spættede hunsæl, Maïa, til Atlanterhavsparken i Ålesund, Norge. Læs mere her
- Gråsælen er Danmarks største rovdyr. Hanner kan blive over 2 meter lange og veje op til 300 kg.
- Gråsæler lever primært af fisk og spiser 2-3 kg mad om dagen.
- Gråsæler kan dykke ned til 300 meters dybde og holde vejret i op til 20 minutter.
- Gråsæler var næsten udryddet i Danmark, men bestanden er vokset markant de seneste 15 år.
- Læs mere om gråsæler her