Køb billet online & spar
03.03.2026

Tre finalenavne kæmper om sejren!

Over 2.300 kreative navneforslag er kogt ned til tre – stem på din favorit senest den 22. marts og hjælp med at navngive Kattegatcentrets pingvinunge.

STEM PÅ DIT FAVORITNAVN HER

Kært barn har mange navne – og det gælder i dén grad også for Kattegatcentrets charmerende pingvinunge. I vinterferien strømmede det ind med over 2.300 kreative forslag på pingvinnavne fra gæsterne. Nu er feltet skåret ned til tre nøje udvalgte finalenavne, og frem til søndag den 22. marts kan alle stemme på deres favorit.

”Vi er helt overvældede over den enorme kreativitet i alle de navneforslag, vi har modtaget. Det er fantastisk at se, hvor engagerede vores gæster er i ungens hverdag,” fortæller dyrepasserkoordinator Maria Skov Rasmussen.

FRA OVER 2.300 FORSLAG TIL TRE FINALENAVNE

Navneforslagene blev indsamlet i uge 7 og 8, og herefter gik dyrepasserne grundigt til værks og gennemgik alle 2.337 forslag ét for ét. Først blev listen kogt ned til 20 – og nu står valget mellem tre meget forskellige bud: Vester, Pebble og Trold.

Pingvinungen klækkede den 1. juli og er den tredje unge i Kattegatcentrets historie. En fjerprøve har fastslået, at der er tale om en han, og derfor skulle de mange forslag også passe til en hanpingvin.


”Vester er et fint dansk navn, som passer godt sammen med Johanne og Alexander, der er hans forældre. Pebble er sødt og en sjov reference til den gigantiske rede af pebbles, som forældrene byggede. Og så er der Trold, som er et skægt navn, der passer virkelig godt til hans nysgerrige, legesyge og selvsikre personlighed – og samtidig ind i vores pingvinflok, der alle har meget forskellige navne,” fortæller Maria Skov Rasmussen.

Pingvinunge 2025_960x500(1)

STEM PÅ DIN FAVORIT – OG VÆR MED TIL AT AFGØRE NAVNET

Nu er det op til alle pingvinfans at sætte det sidste punktum: Man kan ikke længere indsende navneforslag – kun stemme blandt de tre udvalgte kandidater.


Den person, der oprindeligt har indleveret det vindende navneforslag i vinterferien, vinder en eksklusiv oplevelse i pingvinanlægget sammen med en dyrepasser. Hvis flere har foreslået det vindende navn, trækkes der lod mellem dem.


”Det er en helt særlig oplevelse at komme med ind i anlægget og opleve pingvinerne helt tæt på. Vi glæder os til at give vinderen en dag, de sent vil glemme,” fortæller Maria Skov Rasmussen.


Afstemningen løber frem til søndag den 22. marts og vindernavnet offentliggøres kort derefter.


STEM PÅ DIT FAVORITNAVN HER

FAKTA

  • Pingvinungen er den tredje i Kattegatcentrets historie
  • Pingvinungen kom til verden i det to etagers store pingvinanlæg den 1. juli 2025
  • Forældrene er pingvinerne Aleksander (8 år) og Johanne (13 år), og det er parrets første unge
  • For at kønsbestemme en pingvin, skal der tages en fjerprøve, som sendes til analyse for at fastslå, om der er tale om en han eller hun
  • Kattegatcentrets pingvinanlæg åbnede i juli 2022 og er ét af kun otte i verden, hvor gæster kan stå i samme rum som subantarktiske pingviner
  • Navnene på Kattegatcentrets 21 øvrige æselpingviner er: Madiba, Pablo, Onslow, Daisy, Fritte, Sally, Jimmi, Alexander, Hans, Pelle, Vera, Sofie, Cake, Marmelade, Potato, Ramsey, Clarice, Chickpea, Johanne, Felix og Holger
Til toppen
Copyright Kattegatcentret 2026
Top Attraktioner Logo
Hovedsponsorer:
Djurslands Bank Grenå Havn
Når du besøger www.kattegatcentret.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til at forbedre funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om vores vilkår og betingelser på www.kattegatcentret.dk her