Køb billet online & spar
01.07.2025

PINGVINLYKKE I KATTEGATCENTRET: LILLE, FIN UNGE ER KLÆKKET!

Tirsdag formiddag kom en lille, dunet pingvinunge til verden i Kattegatcentret som den tredje i centrets historie. Ungen ser ud til at trives, og de nybagte førstegangsforældre passer den omsorgsfuldt.

Der er liv og glæde i Kattegatcentrets pingvinanlæg! I dag klækkede et pingvinæg i reden hos pingvinpar[1]ret Aleksander og Johanne. Pingvinungen, der er den tredje i Kattegatcentrets historie, er sund og rask, og forældreparret tager sig omsorgsfuldt af den i reden.

”Det er en dejlig nyhed – især fordi Aleksander og Johanne sidste år desværre mistede begge deres æg. At de nu har fået deres første unge, som de allerede har helt styr på at fodre og passe, er en stor sejr, både for dem og for os,” fortæller Rune Kristiansen, kurator og marinbiolog i Kattegatcentret.

Aleksander og Johanne er begge store og flotte æselpingviner, og de har været et godt og stabilt par, siden de ankom til Kattegatcentret i 2022. Og i dag kunne man altså høre de første spæde pip fra deres rede, da en dunet pingvinunge havde kæmpet sig ud af æggeskallen.

SKRØBELIGE PINGVINÆG

Det er normalt for æselpingviner at lægge to æg, men for at øge chancerne for succes valgte dyrepasserne tidligt i udrugningsfasen at flytte det ene af Johanne og Aleksanders æg til et andet pingvinpar – Jimmy og Potato. Parret havde på det tidspunkt selv et ubefrugtet æg i reden, som blev skiftet ud med det befrugtede æg. Jimmy og Potato adopterede straks ægget og rugede på det, som var det deres eget.

”Vi har arbejdet målrettet med at øge chancerne for klækning i år. Ved at gennemlyse pingvinernes æg, kan vi se om de er befrugtede, og derfor kunne vi sørge for at pingvinparret Jimmy og Potato brugte deres kræfter på at ruge på et befrugtet æg. Desværre fandt vi ægget revnet udenfor reden i sidste uge, så derfor får vi kun den ene unge i år. Heldigvis ser den sund og rask ud,” fortæller Rune Kristiansen.

EN DEL AF ET INTERNATIONALT AVLSPROGRAM

Kattegatcentrets pingviner er en del af et internationalt avlsprogram for pingviner, og derfor bestemmer Kattegatcentret ikke selv, hvilke pingviner der må få unger. Avlsprogrammet styres af den internationale avlskoordinator i European Association of Zoos and Aquaria (EAZA), som vurderer hvilke pingvinpar, der udgør et godt avlsmatch.

Det er tredje gang, en pingvinunge klækkes i Kattegatcentret. De to første unger, Holger og Felix, blev klækket i sommeren 2023 – og det var faktisk to børn fra Kattegatcentrets sommerskole, Saltvandsakademiet, der opdagede den første pingvinunge klække og alarmerede dyrepasserne.

”Det var en herlig historie – og viser bare, hvor engagerede vores gæster og ’blå agenter’ er. Det er jo ægte formidling i praksis,” fortæller Rune Kristiansen.

Som en ekstra fin gestus endte de to pingvinunger med at blive opkaldt efter netop de to børn, der gjorde den spektakulære pingvinopdagelse.


FAKTA

• En ny pingvinunge er klækket hos pingvinparret Aleksander og Johanne
• Johanne er 12 år og Aleksander er 7 år – og de har dannet par, siden de ankom til Kattegatcentret i 2022
• Johanne og Aleksander kommer fra Legoland, og det er deres første pingvinunge
• Det er pingvinunge nummer tre i Kattegatcentrets historie
• Det tager ca. 34–36 dage for et befrugtet pingvinæg at klække
• Det tager flere timer for en pingvinunge at bryde ud af skallen
• Når ungen er klækket, fodrer pingvinerne den i reden med opgylpet føde i cirka en måned
• Efter 80–100 dage får ungen en vandtæt fjerdragt og kan begynde at svømme
• Kattegatcentrets pingvinanlæg rummer 23 æselpingviner samt den nyklækkede unge – alle fra europæiske anlæg
• Det er den internationale avlskoordinator – via Kattegatcentrets medlemskab i European Association of Zoos and Aquaria (EAZA) – der afgør, hvilke pingvinpar der må få unger, og om der må må opdrættes unger i anlægget
• Anlægget åbnede i juli 2022 og er ét af kun otte i verden, hvor gæster kan stå i samme rum som subantarktiske pingviner.

FOR MERE INFORMATION KONTAKT:

• Rune Kristiansen, kurator og marinbiolog i Kattegatcentret, E: rk@kattegatcentret.dk, M: 28 72 02 59

Til toppen
Copyright Kattegatcentret 2025
Top Attraktioner Logo
Hovedsponsorer:
Djurslands Bank Grenå Havn
Når du besøger www.kattegatcentret.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til at forbedre funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om vores vilkår og betingelser på www.kattegatcentret.dk her