Køb billet online & spar
29.07.2019

Nyfødt sælunge smelter hjerter

Lige nu bliver der udbrudt mange ”nurh”, ”åhhh” og ”se!” i Kattegatcentret. Lørdag aften den 27. juli blev en nuttet lille sælunge nemlig født på strandbredden i det store sælanlæg, og hele fødslen blev fanget på overvågningskamera.


Det er længe blevet gisnet om, hvornår Kattegatcentrets spættede sælhun Liv ville nedkomme med årets sælunge – og lørdag aften den 27. juli blev spændingen endelig udløst. Klokken 21.48 fødte Liv nemlig en sund og rask lille sælunge på strandbredden i Kattegatcentrets store sælanlæg til stor begejstring for både gæster og medarbejdere - og hele fødslen blev fanget på overvågningskamera.


”Der er ingen tvivl om, at det er et af årets helt store højdepunkter, når vores spættede hunsæl føder en lille sælunge, og der er altid stor lettelse og glæde, når det går godt. Det er sjældent, at vi fanger fødslen på kamera, men i år lykkedes det,” fortæller marinbiolog og kurator i Kattegatcentret, Rune Kristiansen.


Den unikke optagelse af sælfødslen kan ses her:


Tidligere år har Liv født henholdsvis den 22. juli, 23. juli, 27. juli og 5. august - og hvornår Liv ville nedkomme denne gang, er der på livet løs blevet gættet med på i en konkurrence på Kattegatcentrets Facebookside.


SÆLUNGE DIER LYSTIGT

Liv og den lille nye sælunge trives og har det godt.


”Liv er en rigtig god og erfaren mor og har fuldstændigt styr på pasningen af sin lille unge, så alt går helt efter bogen. Den lille unge dier lystigt, og plasker også allerede rundt i sælanlægget godt hjulpet på vej af sin mor,” fortæller Rune Kristiansen.


Og det er ikke så lidt, en sælunge sætter til livs. De næste uger nyder sælungen nemlig godt af mor Livs fede sælmælk med op til 50% fedt og tager næsten et kilo på om dagen. Så sælungen bliver stor i en fart, men om det er en lille han eller hun vides ikke endnu.


”Der er meget løs sælhud på sælungens bug, så det er endnu for svært at fastslå, om det er en lille han- eller hunsæl,” fortæller Rune Kristiansen.


PAS PÅ UNGERNE I NATUREN

Det er lige nu højsæson for sælunger i naturen, og Kattegatcentret har i år fået rekordmange henvendelser om efterladte sælunger på de danske strande. Men beskeden har hver gang været klar fra Kattegatcentrets biologer: Lad sælungen være og hold afstand.


”Det er helt normalt, at sælunger ligger alene på strandbredden og nogle gange også hyler, men det betyder ikke, at de er blevet efterladt. Moren er sandsynligvis bare ude at finde føde, og ungen kan være ladt alene i flere timer. Men menneskers færden i nærheden af ungen kan forhindre, at moren vender tilbage,” fortæller Rune Kristiansen.


Hvis sælungen er ilde tilredt, har sygdomstegn eller er alvorligt skadet, skal man ringe til Dyrenes vagtcentral på 1812 eller til Naturstyrelsen.


FAKTA


  • Faren til den nye sælunge er Kattegatcentrets hansæl, Felix
  • Sidste sommer fødte Liv sælungen Mira, der i februar måned blev doneret til Parc Zoologique de Fort-Mardyck i Frankrig
  • Den spættede sæl har forlænget drægtighed. Det betyder, at sælerne typisk parrer sig i august må¬ned, hvorefter fostret ligger i hvilestadie indtil december/januar, hvor udviklingen fortsættes
  • Spættede sæler føder én unge af gangen. Sælungen vejer som nyfødt cirka 10 kg og måler cirka 80 cm. Sælungen kan svømme med det samme, men bevæger sig lidt kluntet i starten
  • De første fire-seks uger får ungen en fedtholdig mælk på op til 50 procent fedt, der øger dens vægt med op til 900 gram om dagen. Efter dieperioden må den klare sig selv
  • Spættede sæler føder deres unger midt på sommeren, hvorfor man i denne periode observe¬rer mange sælunger i naturen. Det er normalt, at sælunger ofte ligger alene på strandbredden og hyler – og derfor kaldes efterladte sælunger også for ”hylere”. Men det betyder ikke, at de er blevet efterladt. Moren er sandsynligvis svømmet ud for at finde føde, og ungen kan være ladt alene i flere timer. Men menneskers færden i nærheden af ungen kan forhindre, at moren vender tilbage, og derfor er det vigtigt, at man lader ungen være. Hvis sælen er ilde tilredt, har sygdomstegn eller er alvorligt skadet, skal man ringe til Dyrenes vagtcentral på 1812 eller til Naturstyrelsen


Læs mere om Kattegatcentrets sæler her


Så har vores sælunge fået sit navn


Læs om oplevelser i efterårsferien 2019 her

Til toppen
Copyright Kattegatcentret 2024
Top Attraktioner Logo
Hovedsponsorer:
Djurslands Bank Grenå Havn
Når du besøger www.kattegatcentret.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til at forbedre funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om vores vilkår og betingelser på www.kattegatcentret.dk her