Glæd dig til sommeren 2023, hvor vi lader de fascinerende, fantastiske og frygtindgydende hajer bide sig fast som aldrig før.
I 1993 slog Kattegatcentret for første gang dørene op for en helt unik hajoplevelse, og mere end 7 millioner gæster har siden da stået snude mod snude med vores imponerende toprovdyr. Fascinerede gys er gået gennem publikum, når sandtigerhajen har vist sine sylespidse tænder, men de har også lært, at hajen er en misforstået ven.
Så hvad er op og ned? Det undersøger vi i en splinterny og topmoderne udstilling om de majestætiske rovdyr og deres fantastiske jagtegenskaber. Læs, rør og spil dig til helt nye hajtanker om havets herskende ”løve”, der befinder sig øverst i fødekæden på en helt uundværlig plads.
Glæd dig til den skarpeste og mest innovative hajoplevelse i vores kommende udstilling om hajer, der åbner til sommerferien 2023!