Køb billet online & spar
05.01.2023

Kattegatcentret fik 8 nye pingviner i julegave

Pingvinerne Marie, Jimmi og Kattegatcentrets øvrige 12 æselpingviner har fået selskab af blandt andet Onslow og Bedstefar. Henover julen har Kattegatcentret nemlig udvidet sin pingvinflok med 8 nye æselpingviner, der alle kommer fra LEGOLAND i Billund.

Der er lidt ekstra højlydt i Kattegatcentrets pingvinanlæg for tiden med brægende, æsellydende kald, flappende pingvinfødder og vandplaskeri til den helt store pingvinmedalje. 8 nye pingviner fra LEGOLAND i Billund er nemlig ved at finde sig til rette i Kattegatcentrets eksisterende pingvinflok på 14 æselpingviner. De 8 nye æselpingviner ankom kort før jul og var en glædelig julegave.

”Vi er rigtig glade for at kunne udvide vores pingvinflok, så vi nu er oppe på i alt 22 æselpingviner. For hos pingviner gælder det faktisk at jo flere desto bedre. Pingviner er nemlig flokdyr og finder tryghed i at stå mange sammen i en stor flok. Og da vores nye pingvinanlæg i to etager kan rumme helt op til 40 pingviner, er vi rigtig glade for at kunne supplere vores pingvinflok yderligere,” fortæller Thomas Mathias Spiele, der er dyrepasser og daglig ansvarlig for pingvinerne i Kattegatcentret.

PINGVINER FÅR VERDENSKLASSES OMGIVELSER


Inden de 8 nye pingviner kunne blive lukket ind i pingvinanlægget, skulle de dog først tilbringe 7 dage i Kattegatcentrets specialindrettede pingvinkarantæne, så dyrepasserne kunne sikre sig, at pingvinerne var sunde og raske. Derfor var det først lige inden nytår, at de nye pingviner blev introduceret for deres nye omgivelser.

”Det gik rigtig fint, da døren blev åbnet fra karantænen og ind til pingvinanlægget. Pingvinerne skulle lige bruge lidt betænkningstid, men så løb de ellers alle ind i anlægget. I starten hoppede de allesammen i vandet, da det er der, hvor de føler sig mest trygge. Men der gik ikke lang tid, før de alle stod oppe på land og slappede af på klipperne. Så det er rigtig dejligt at se, at de allerede har fundet sig godt til rette – og de spiste også allesammen dagen efter, så det er rigtig positivt,” fortæller Thomas Mathias Spiele.

Og de nye pingviner får masser af plads at boltre sig på og omgivelser, der i så høj grad som muligt efterligner pingvinernes naturlige levevis i Sydhavet, både hvad angår lys, temperatur, is og klippelandskab. Pingvinerne har blandt andet et 200.000 liter stort bassin, hvor de kan tage deres imponerende flyveture gennem vandet og demonstrere deres svømmefærdigheder som verdens hurtigste pingviner.

e_nyepingviner_large

FINDER JOHANNE OG BEDSTEFAR MON SAMMEN IGEN?

De 8 nye pingviner kommer fra LEGOLAND i Billund, hvilket 8 pingviner i Kattegatcentrets oprindelige pingvinflok også gør. Derfor kender mange af pingvinerne allerede hinanden.

”Pingviner kan genkende og finde deres mage i kæmpestore flokke på mange tusinde pingviner – så vi antager, at de pingviner, der tidligere har gået sammen i LEGOLAND, sagtens kan genkende hinanden. Det bliver også spændende at se, om der kommer nye pardannelser i flokken,” fortæller Thomas Mathias Spiele.

Pingviner er nemlig monogame, hvilket vil sige, at de kun har én partner ad gangen, og yngler med den samme partner hele deres liv. Men det sker, at pingviner skifter partnere.

”Vi er spændte på at se, hvad der sker i pingvinflokken, når der nu er kommet nye og gamle bekendtskaber. Der er fx stadig pingviner i flokken, der endnu ikke har fundet sig en mage, og hvad med allerede etablerede par – bliver fristelsen for stor, så nogle skifter partnere? Det er i hvert fald tydeligt at se, at pingvinerne danser og bukker for hinanden i anlægget som er en del af deres kurmageri,” fortæller Thomas Mathias Spiele.

Og særligt ét par har dyrepassernes bevågenhed. Et tidligere par er nemlig blevet genforenet.

”Pingvinhannen Bedstefar er ny pingvin i anlægget og også alderspræsident med sine 28 år. Han har tidligere dannet par med Johanne, dengang de var sammen i LEGOLAND. Normalt adskiller man aldrig pingvinpar, men dyrepasserne var nervøse for, om Bedstefar mon var for gammel til at blive far, hvis Johanne og Bedstefar skulle parre sig. Derfor blev de oprindeligt adskilt, da Kattegatcentret modtog de første pingviner i foråret. Men hverken Johanne eller Bedstefar har dannet nye parrelationer under adskillelsen, så nu får de igen chancen,” fortæller Thomas Mathias Spiele.


FAKTA

  • Kattegatcentret har modtaget 8 æselpingviner fra LEGOLAND i Billund, så den samlede pingvinflok i Kattegatcentret nu er oppe på 22 pingviner
  • De 8 nye pingviner hedder Louie, Madiba, Pablo, Onslow, Bedstefar, Daisy, Fritte og Sally. Kattegatcentrets øvrige pingviner hedder, Jimmi, Alexander, Marie, Hans, Pelle, Vera, Sofie, Cake, Marmelade, Potato, Ramsey, Clarice, Chickpea og Johanne
  • Æselpingvinen (Pygoscelis papua) - eller Gentoo pingvinen, som den også kaldes -, er den hurtigste pingvin i verden. Den kan nå en topfart på hele 36 km/t, når den svømmer under vandet
  • Pingvinerne er monogame, hvilket vil sige, at de kun har én partner ad gangen. Parret yngler sammen på land i ynglesæsonen og skilles derefter for at tage på havet. Ofte mødes samme par igen næste år for at yngle, og nogle par er sammen hele deres liv. Ud af verdens 18 pingvinarter er det i gennemsnit 72% af pingvinparrene som yngler sammen år efter år, mens det hos æselpingvinerne
    er 85% af parrene, der bliver sammen.
  • Pingviner har lange kurmagerier, hvor de ser hinanden an. I kurmageriet bukkes der synkront, der er fælles fjerpudsning og serenader af høje, brægende kald. Kaldet er en vigtig del af kurmageriet, da pingvinerne skal lære at genkende deres mages unikke kald, så de kan genfinde hinanden i de enorme ynglekolonier
  • Kattegatcentrets nye pingvinanlæg i to etager åbnede for publikum den 18. juli 2022
  • Kattegatcentrets pingvinanlæg er ét af kun otte pingvinanlæg i verden, hvor det er muligt at stå i samme rum som subantarktiske pingviner
  • I Kattegatcentrets nye pingvinanlæg møder du pingvinerne både over og under vand, for pingvinanlægget er nemlig delt i to etager. Én over vand, og én under vand. Læs mere om pingvinanlægget her
  • Kattegatcentrets 22 æselpingviner er ikke hentet i naturen, men kommer fra andre zoologiske anlæg i Europa. Læs mere her


Til toppen
Copyright Kattegatcentret 2024
Top Attraktioner Logo
Hovedsponsorer:
Djurslands Bank Grenå Havn
Når du besøger www.kattegatcentret.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til at forbedre funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om vores vilkår og betingelser på www.kattegatcentret.dk her