Alle pingviner lever på den sydlige halvkugle, men i Kattegatcentret kunne vi aldrig drømme om at indhente pingviner fra naturen. I naturbevarelsens navn kommer vores pingviner i stedet fra andre zoologiske anlæg i Europa.
Kattegatcentrets nye pingvinanlæg huser æselpingviner, der normalt kun findes på den sydlige halvkugle - men Kattegatcentrets pingviner er opdrættet i Europa og dermed ikke hentet fra naturen.
Kattegatcentret deltager nemlig aktivt i vigtige avls- og udvekslingsprogrammer med andre offentlige akvarier og zoologiske haver i Europa. Det sker via vores medlemskab i DAZA (foreningen af danske zoos og akvarier) og verdens største sammenslutning af zoologiske haver og akvarier - EAZA (European Association of Zoos and Aquaria).
De dyr, der udveksles, er en del af vigtige avlsprogrammer, og pingvinerne i Kattegatcentret er overskudsdyr fra etablerede avlsprogrammer for æselpingviner.
Avlsprogrammer hjælper med at bevare truede dyrearter
Avlsprogrammerne har blandt andet til formål at bevare truede dyrearter ved at opretholde sunde bestande i fangenskab. Nogle af verdens dyrearter trues nemlig, fordi deres naturlige levesteder forringes eller ligefrem forsvinder.
Formålet med de internationale avlsprogrammer er også, at gøre offentlige zoologiske haver og akvarier selvforsynende med dyr, sådan at indsamlingen af dyr fra naturen begrænses så meget som overhovedet muligt.
Alle vores pingviner er ambassadører for pingvinerne i det fri, og de spiller en central rolle i formidlingen af vigtig viden om pingviner og andre havfugle, og om hvordan disse truede fugle beskyttes bedst muligt i naturen.
Pingviner er truet fra flere kanter
Pingvinen er desværre truet fra flere kanter. Du kan læse mere om truslerne nedenfor.
Forurening: Oliespild skader pingviner
Bifangst: Pingviner fanges ved en fejl i fiskenet
Overfiskeri: Der mangler føde til pingviner
Klimaforandringer: Isen smelter