Den guløjede pingvin yngler kun i New Zealand, og der kendes den også som ”Hoiho”, hvilket betyder noget a la ”den larmende råber”. Til dagligt er den guløjede pingvin forholdsvist stille, men hvis man kommer lidt for tæt på dens rede, vil dens høje og skingre kald forklare det lokale navn.
Den guløjede pingvin er en stor dykker fra syden
Man er ikke i tvivl om, hvor den guløjede pingvin (Megadyptes antipodes) har fået sit navn fra. Den har et karakteristisk gult bånd rundt om øjnene og gule nuancer i hovedet. Dens latinske navn ”Megadyptes antipodes” betyder ”den store dykker fra syden”. Det passer ret godt til den guløjede pingvin, som kan blive op til 80 cm høj, og er en vældig god dykker i det Sydlige Ocean, hvor den jager.
Guløjede pingviner er trofaste elskere
Den guløjede pingvin er en af de mere sky pingviner, der yngler i new zealandske skove, men også under buske tæt på stranden. Den guløjede pingvins rede består af en fordybning i jorden, foret med grene, græs og blade, som pingvinparret hjælpes ad med at bygge. Hunnen lægger to æg i reden med 3-5 dages mellemrum, og parret skiftes til at ruge på æggene. De begynder dog først at ruge, når nr. 2 æg er lagt og derved klækker æggene nogenlunde samtidig efter omkring 40-50 dage.
De små unger er hjælpeløse, og forældrene passer stadigvæk på dem i reden. Når de er blevet større, forlader begge forældre reden om dagen for at jage, mens de er ved reden om natten, og efter omkring 100 dage, kan ungerne klare sig selv helt. Pingvinparret er meget trofaste mod hinanden, og 90% af parrene finder sammen året efter til næste ynglesæson - man kan jo ligeså godt gentage succesen fra sidste år.
Den guløjede pingvin er truet af menneskets bedste ven
Efter galapagospingvinen, er den guløjede pingvin den mest truede pingvinart, og det anslås, at der kun er 3.400 individer tilbage. Disse fremragende dykkere er en af de pingvinarter, der er i størst risiko for at blive fanget i fiskenet og drukne, hvilket er en meget alvorlig trussel mod arten. Det menes, at omkring 35 guløjede pingviner dør i fiskenet hvert år. Det lyder måske ikke af mange, men med kun omkring 3.400 guløjede pingviner tilbage i verden, er det alligevel en betydelig andel.
En stor trussel på land er invasive rovdyr, som de guløjede pingviner ikke er tilpasset til at kunne klare sig imod. Det er rovdyr som lækatte, fritter og katte, mennesker har bragt med sig til de new zealandske øer. Rovdyrene tager pingvinernes æg og små unger, mens hunde kan finde på at tage de store, voksne guløjede pingviner.
Læs mere om trusler mod pingviner her
Bliv klogere på æselpingvinen, der er flyttet ind i Kattegatcentret