Bliv klogere på rempingvinerne, der er de mest aggressive af alle pingviner, men som ikke er så sort/hvide, som de ser ud.
Rempingvinens (Pygoscelis antarcticus) navn kommer af, at den har et tyndt sort bånd under næbet, der kan minde om remmen på en hjelm. Det ser lidt ud som om, rempingvinen bærer en sort hjelm, og det udseende passer egentlig meget godt til pingvinens personlighed. Rempingvinerne anses nemlig for at være de mest aggressive pingviner, der findes.
Rempingvinerne kan svømme hele 3.900 km væk fra deres koloni udenfor yngleperioden, for at finde føde. De lever mest af de små krebsdyr krill, men spiser også rejer og fisk, og fanger deres bytte på ned til 70 meters dybde. Selv kan rempingvinerne blive spist af leopardsæler og søløver, hvis de er uheldige.
Rempingvinerne finder sin eneste ene blandt 2,4 millioner
Rempingvinerne danner par for livet, og yngler sammen år efter år. De finder hinanden i enorme ynglekolonier, hvor der kan være flere tusind rempingviner. Kolonien på Zavodovski øen har rekorden som verdens største pingvinkoloni med hele 2,4 millioner rempingviner.
Hunnen lægger to æg i en rede lavet af småsten. Sådan en rede af småsten er helt perfekt i det antarktiske klima. Pingvinernes kropsvarme får is og sne til at smelte, og vandet løber ned mellem redens sten og efterlader reden nogenlunde tør. Forældrene skiftes til at ruge på æggene, mens den anden tager til havs for at jage.
Efter omkring 37 dage klækker æggene, og ungerne bliver i den beskyttede rede i 20-30 dage, indtil de er store nok til at komme i pingvinbørnehave med resten af koloniens unger. Pingvinbørnehavens unger vogtes af få voksne, mens de andre forældre er ude at jage føde. Når ungerne er 50-60 dage gamle, er dunene skiftet ud med en vandtæt fjerdragt, så de ligner voksne rempingviner og er klar til det voksne pingvinliv.
Rempingvinerne er ikke så sort/hvide, som de ser ud
I 2004 opdagede en dyrepasser i Central Park Zoo i New York, at to hanlige rempingviner havde dannet par og forsøgte at udruge en sten. Dyrepasseren udskiftede stenen med et æg fra et andet par, og hannerne udrugede ægget og opfostrede ungen sammen. Faktisk findes der adskillige eksempler fra zoologiske haver, hvor homoseksuelle pingvinpar udruger æg og opfostrer unger.
Hvis vulkanerne er i ro, er rempingvinerne det også
Det vurderes, at der er omkring 8 millioner rempingviner, og tallet er nogenlunde stabilt, så rempingvinerne er ikke truede. En trussel har rempingvinerne dog til fælles med de øvrige pingviner, andre havfugle, og kloden generelt, og det er klimaforandringer. Smeltende is påvirker rempingvinernes yngleområder, og stigende havvandstemperaturer ændrer levevilkårene for rempingvinernes yndlingsmad, krill.
En anden trussel mod rempingvinerne, der for en gangs skyld ikke er menneskeskabt, er vulkanudbrud. Vulkanudbrud nær store pingvinkolonier på de Sydlige Sandwich-øer dræbte i 2016 mange rempingviner og det kan ske igen i fremtiden.
Læs mere om trusler mod pingviner her
Bliv klogere på æselpingvinen, der er flyttet ind i Kattegatcentret