Bliv klogere på revlehajen, der er en rigtig scorehaj med både glimt i øjet og hang til charterferier.
Revlehajen har blink i øjet
Revlehajen (Carcharhinus plumbeus) hører til blinkhindehajerne, som alle har en form for øjenlåg og er kendt for at svømme langt alt efter sæson. Når revlehajen bider sit bytte, blinker den. Det gør den for at passe godt på sit exceptionelt gode syn, som den bruger både dag og nat.
Når havets temperatur skifter med årstiden og dets udbud af lækkerier ikke længere passer revlehajen, kan den finde på at svømme mere end 2000 km for at finde nye jagtmarker. Derfor er revlehajen vidt udbredt og findes ved de fleste kyster i tropiske og subtropiske egne, verden rundt.
Revlehajen svømmer hele livet
Faktisk er revlehajen nødt til at svømme hele livet, ellers kan den simpelthen ikke trække vejret. Som mange andre arter af hajer, er revlehajen nemlig afhængig af at svømme døgnet rundt, for at det iltrige vand kan strømme over dens gæller. Men ikke alle arter af hajer har behov for at svømme hele tiden for at trække vejret. Læs fx her om nursehajen, der sagtens kan ligge stille nede på havbunden.
Hos revlehajen gør kærlighed ondt
Den smukke, grå haj svømmer også gerne langt for at parre sig, og disse ”kærlighedsaffærer” kan være ret dramatiske. Under parringsritualet starter hannen med at nappe og bide i hunnens ryg, sider og finner – og til sidst bider han sig hårdt fast i den ene brystfinne for så endelig at vende hunnen om og parre sig med hende. Hannens bid kaldes for ”kærlighedsbid”. Heldigvis har hunhajen meget tykkere hud end hannen, så kærligheden gør ikke nær så ondt, som den ser ud til.
Revlehaj-hunnen er gravid i 9-12 måneder, og det kan være meget forskelligt, hvor mange unger, hun føder. Det kan være alt mellem 1-14 styks, der allerede er omkring 50 cm lange ved fødslen.
Sensationel revlehajfødsel i Kattegatcentret
En dag i sommerferien 2022, fik vi os en overraskelse i Kattegatcentret. Kattegatcentrets revlehajhun gik nemlig pludselig i fødsel og fødte fire revlehajunger. De første to hajunger blev desværre hurtigt spist af vores sorttippede revhajer, men det lykkedes dyrepasserne at redde de sidste to unger op.
En revlehaj-fødsel i fangenskab er ekstremt sjælden, og i Europa er det kun lykkedes i tre andre akvarier. Derfor er fødslen en sensation, og vi er stolte af, at kunne bidrage til det vigtige avlsarbejde.
Læs mere om revlehajfødslen her
Hajfødslen, der er noget af en sensation, foregik midt i åbningstiden, og blev derfor fanget på video af Kattegatcentrets gæster. Se en optagelse af hajfødslen her:
Revlehajfødslen tog en overraskende drejning
Dyrepasserne frygtede, at revlehajhunnen svømmede rundt med flere unger inde i sig, og hvis de var døde, var moderen i livsfare. Hunnen blev indfanget og undersøgt, og bekymringen var berettiget – der blev nemlig hevet hele seks døde unger ud af hunnen! Med en hurtig og professionel indsats, lykkedes det at redde revlehajhunnens liv.
Læs mere om da 4 hajunger blev til 10 og den storstilede redningsaktion her
Revlehajens finner er eftertragtede
Ligeså smuk revlehajen er at se på, ligeså eftertragtet er den desværre på grund af dens store finner, som bruges til hajfinne-suppe. Revlehajen er derfor blevet fanget i så stort et antal, at den nu er truet.
I Kattegatcentret har vi revlehajer i vores store tropiske hajtank. Vi fodrer vores revlehajer og andre store hajer i hajtanken hver dag kl. 14!
Læs mere om fodring af Kattegatcentrets store, tropiske hajer her
Tør du dykke med revlehajer?
Vidste du, at du også kan dykke med vores tre store revlehajer og mange andre tropiske hajer i hajtanken - og opleve dem helt tæt på?
Du har mulighed for at få et prøvedyk i BIG SHARK DIVE i Kattegatcentret